Byg op i stedet for at rive ned!

Nedrivninger af bygninger skal være med til at gøre Danmark ghettofri i 2030. Vil det virke? Næppe, lyder det fra Danske Arkitektvirksomheder og Foreningen for Byggeriets Samfundsansvar.

Af Katja Viltoft, bestyrelsesformand for Danske Arkitektvirksomheder og kreativ direktør, JJW Arkitekter

Vibeke Lydolph Lindblad, bestyrelsesmedlem i Foreningen for Byggeriets Samfundsansvar, medlem af Danske Arkitektvirksomheders fokusudvalg for Arkitektur- og Byggepolitik og adm. dir. Christensen & Co Architects

Folketinget vedtog i slutningen af 2018 Regerings omdiskuterede ghettoplan. En plan der blandt andet går ud på at renovere og rive ned for derigennem at nedbringe andelen af almene familieboliger til højst 40 procent inden 2030 i de hårdeste ghetto-områder.

Vi anerkender, at der skal gøres noget ved problemerne. Men som fortalere for bæredygtigt byggeri og renovering ser vi da hellere, at vi bygger op i stedet for at rive ned. For bygninger er i sig selv jo ikke et socialt problem.

Billedtekst: Udvikling af udsatte boligområder skal ske ud fra en lang række forskellige parametre. Et eksempel er Nyt Rosenhøj af EFFEKT og Arkitema Architects, hvor det er lykkedes at skabe et fysisk og socialt løft gennem en lang række sociale indsatser, og ved at variere boligudbuddet, forbedre infrastrukturen med nye boliggader og stisystemer samt at indføre nye kvarterinddelinger og identitetsskabende elementer. Læs mere på https://www.danskeark.dk/content/nyt-rosenhoj. Foto: EFFEKT

Faktisk vil vi påstå det modsatte. Mange af de boliger, som i dag er på »dødslisten«, er velfungerende bygninger, som beboerne er glade for. Så skal gravemaskinerne i gang, ja, så bør det være for at bygge nyt og tættere, end man har gjort hidtil. Det vil øge udbuddet af boliger, og vi vil undgå de store, forblæste pladser i områderne, som ingen rigtigt har lyst til at bruge.

Det ansvarlige og bæredygtige er derfor at bevare de velfungerende bygninger. Og det giver en belønning i form af et Kinder-æg: Vi udvider den samlede boligmasse i almensektoren til gavn for tusindvis af danskere. Vi passer på miljøet, fordi vi bygger energivenligt og renoverer med fokus på bæredygtighed.

Og endelig kan vi styrke lokalsamfundet ved også at indtænke særligt de utilpassede unge i opgaverne, så de får en plads og et formål: At skabe noget og være en del af et arbejdsfællesskab.

Der er mange gode erfaringer med partnerskaber, hvor lokale unge, der er lidt på kanten, får mulighed for at være med i opgaverne på byggepladsen. De snuser til et håndværk, de indgår i sociale fællesskaber, og nogle af dem fortsætter i en egentlig håndværksuddannelse – noget som Danmark jo også i den grad har brug for. Så lad os i fællesskab få løst de problemer, der er. Ikke ved at rive gode boliger ned, men ved at bevare og bygge nye fællesskaber op.

Debat om ghettoer i Tingbjerg

Danske Arkitektvirksomheder og Foreningen for Byggeriets Samfundsansvar afholder debat- og inspirationsarrangement den 2. april i Tingbjerg, hvor centrale aktører fra det almene boligbyggeri og en række arkitekter kommer og fortæller om, hvordan de har skabt forandring i udsatte boligområder.

Sådan kopbles bæredygtighed og tryghed til udvikling af udsatte boligområder

 

 
Kommentarer

Ingen kommentarer endnu.

Skriv en kommentar