Transformation og adaptiv arkitektur – et nødvendigt grønt paradigmeskifte

Gennem de sidste 20-30 år har byggebranchens tilgang til bæredygtigt og klimavenligt byggeri stort set været ensbetydende med lavenergibyggerier og energieffektivisering. En tilgang, der af mange grunde gav god mening, bl.a. grundet energikrav i bygningsreglementet, tidens energisystem, energipriser, samfundsøkonomi og den forhåndsværende viden om byggeriets klimapåvirkning. En anden grund var, at det var muligt at kvantificere fremgangen og sætte tal på projekternes succes. Og vores dedikerede fokus virkede. Fra 1990 til 2017 faldt energiforbruget til opvarmning af boliger med cirka 16 procent pr. kvadratmeter. 

 

Et nødvendigt paradigmeskifte

Vores forståelse for byggeriets samlede klimapåvirkning har gennem de senere år ændret sig, og det står nu klart for os alle, at en ændret tilgang til klimavenligt byggeri er nødvendig. Nye bygningers driftsenergi har nemlig vist sig, kun at være en mindre del af bygningernes samlede klimapåvirkning i deres levetid. Faktisk kommer bygningernestørste udledning fra den indlejrede CO2. Dvs. fra den udledning der sker ved udvinding af ressourcer, produktion af materialer, transport og opførelse af bygningerne. Nye beregninger fra Statens Byggeforskningsinstitut (SBI) og Aalborg Universitet (AAU), har for nylig konstateret, at helt op til ca. 85% af bygningernes samlede klimapåvirkning kan ligge i den indlejrede CO2. Og internationale tal fra UNEP fra 2018 har slået fast, at hele 11% af verdens samlede udledninger stammer fra byggeriets materialer. Altså fra den indlejrede CO2. 

Det er tal, der bør føre til et regulært paradigmeskifte i, hvordan vi ser på byggeriets ansvar i den grønne omstilling. Ikke at energieffektivisering ikke er vigtig, det ved vi det er. Vi ved bl.a., at energirenovering er det økonomisk billigste middel til COreduktioner og derunder at nå målet om 70% CO2-reduktion i 2030. Men forståelsen for hvor meget materialernes indlejrede CO2 fylder i regnskabet, bliver vi nødt til at udbrede og bruge til at ændre vores tilgang til byggeriet. Ikke bare i forhold til vores tilgang til nybyggeri, men i lige så høj grad i forhold til renoveringer. 

 

Store omkostninger for klimaet

Vores indgroede forståelse og fokus på energieffektivitet som vejen til bæredygtige og klimavenlige bygninger betyder, på trods af situationens alvor og al tilgængelig viden, at private og offentlige bygherrer stadig den dag i dag river ældre men velfungerende sunde bygninger ned, blot for at bygge nye såkaldte energieffektive ”bæredygtige” og skræddersyede bygninger. Det er et kæmpe problem, der bør adresseres hurtigst muligt. For denne misforståede og ensidige ide om, at kun nye byggerier kan være bæredygtige, bærer store omkostninger for klimaet og dermed for os alle samme med sig. 

Rambøll har lavet et casestudy på et konkret projekt, hvor de har regnet på 2 mulige scenarier. Et scenarie, hvor bygningen blev revet ned og en ny bygget op igen, efter gældende krav. Og et andet, hvor den bærende konstruktion blev bevaret, og den nye bygning med de nødvendige funktioner og m2 blev designet omkring denne bevarede bærende konstruktion. Forskellen i udledningen af drivhusgasser ved de 2 eksempler var mærkbar. Livscyklusanalyser viste, at der i det beregnede eksempel ville udledes hele 56 gange mere CO2 ved nedrivning og nybyg end ved genbrug af den bærende konstruktion, eller hvad man i fagtermer kalder transformation af bygningen. Den enorme klimapåvirkning ved nedrivning og nybyg fremfor transformation og tilpasning af den ældre bygningsstruktur kommer netop fra den indlejrede CO2. 

Rambøll’s eksempel viser med al tydelighed det enorme uudforskede potentiale i genbrug, eller rettere, transformation af vores ældre bygninger, fremfor nedrivning og nybyg. 

Hvad skal der ske?

Bygherrer bliver nødt til at indse værdien i den eksisterende bygningsmasseOg bliver nødt til at forstå værdien i mødet mellem det gamle og det nye, i hænderne på de rette rådgivere, kan være den stærkeste driver for unik arkitekturrumlighed og forretningsmæssig branding. Og denne forståelse fører så forhåbentlig til at bygherrerne selv begynder at forespørge sammenligninger af klimaaftryk mellem nedrivning og transformation af bygninger, som Rambølls kunde netop havde gjort. 

Byggeriets rådgivere bliver nødt til at tage diskussionen om transformation og adaptiv arkitektur med deres kunder, og vise dem værdien i sammensmeltningen af gammelt og nyt. Og arkitekterne bliver nødt til at indarbejde forståelsen for adaptiv arkitektur i deres virke og designe nye bygninger, der på sigt kan genbruges og omformes, både materialemæssigt og strukturmæssigt. Dette gøres enten ved at designe bygningen til adskillelse, eller ved at designe den bærende konstruktion, så den kan håndtere en fremtidig ændret funktionalitet. Eller optimalt, ved en kombination af de to strategier. Dette sker ikke i dag. I dag tænkes arkitektur som oftest, som lukkede kunstneriske værker i sig selv. Bygninger designes ikke til ændret brug og ombygning, men kun til løbende vedligehold. Det er et stort problem, og et kæmpe sort hul i vores forståelse og designmæssige tilgang, som både rådgiverne og bygherrerne har et stort ansvar for at håndtere fremadrettet. Men det er svært. For det rammer lige ned i den kunstneriske frihed hos arkitekterne. Et meget ømt punkt.  

Derfor har vi også brug for statslig regulering, der netop fordrer genbrug af bygninger og bygningsstrukturer. Der fremmer en adaptiv tilgang til vores bygninger og bygningsdesign. Denne regulering er ikke på plads i dag, nok mest fordi forståelsen for hvor stort et potentiale der ligger her simpelthen mangler. Vi skal have statslige krav om nødvendige livscyklusanalyser, der også medtager genbrug af eksisterende bygningsstrukturer. Vi skal have så skrappe krav til CO2 pr m2 i byggeriet, at genbrug af bygninger bliver en helt naturlig overvejelseVi skal have favorable lånemuligheder til transformation af bygninger. Vi skal have arkitektuddannelserne og ingeniøruddannelserne til at indarbejde denne respekt for det eksisterende byggeri og bygningernes fleksibilitet og fulde levetid i den kreative designfase.  

Og vi skal ikke mindst have respekten for selv de gamle bygninger tilbage samfundet. For hvis vi kan lære at se gennem det nogle gange fallerede udseende, og forstå hvor vigtigt et værktøj bevarelsen af de eksisterende bygninger er i vores kamp for at bremse klimakrisen, så har vi faktisk en chance for sammen at ændre retning og gøre tingene anderledes, end vi gør i dag. 

Og det haster. 

 
Kommentarer

Ingen kommentarer endnu.

Skriv en kommentar