Renovering gavner miljøet mere end nybyggeri

Alt andet lige må genbrug og udvikling af eksisterende materialer i eksisterende bygninger være den hurtigste vej til et bedre miljø.

Af Jacob Ulrik Sachse, adm. direktør i Gaihede, ingeniører & arkitekter

I de seneste årtier har der været flere voldsomme strømninger inden for bæredygtigt byggeri. I begyndelsen af 00’erne fyldte tilhængerne af det tyske passivhus-koncept godt i den offentlige debat og mange ældre energifråsende huse blev revet ned, og de akvarietætte huse, som i teorien næsten kunne opvarmes af kropsvarmen hos beboerne, tog over. De gamle huse skulle bare ned.

I dag er stemningen heldigvis mere nuanceret, og man er ved af få øje på værdien af ældre byggeri, som både kan udvikles arkitektonisk og energimæssigt. Tak for det. For alt andet lige, så siger både den sunde fornuft og heldigvis også eksperterne, at en god renovering både er godt for miljøet, naturen og mennesket.
:::

Opagve for Gaihede
AB Studsgaarden

Lavere energiforbrug er ikke nok
Det er et faktum, at det er lettere at skabe et fremtidigt lavt energiforbrug ved at rive det gamle hus ned, sætte nye betonelementer tæt sammen til en ny bolig og kombinere det med et klimastyringsystem. Det giver mindre energiforbrug per år.

Men man overser et par vigtige ting i forhold til miljøet.
Tusindvis af mursten og andre byggematerialer skal smides ud. De skal fragtes til en genbrugsplads af diesellastbiler, sorteres og håndteres. Samtidig bliver der brugt massiv energi og CO2-forurening på at producere de nye betonelementer og andre nye byggematerialer.
Alt i alt trækker det gevaldigt ned i miljøregnskabet for bygningen.

Op til fem gange bedre for miljøet
Erfaringer og beregninger viser, at renovering kan betale sig for alle – ikke mindst miljøet. SBi har blandt andet lavet en konkret beregning, som viste, at en renovering var op til fem gange bedre for miljøet end nybyggeri.
Hvorfor er det så vigtigt lige nu?
Fordi det lysner for bæredygtigheden inden for bygninger, og vi skal gøre det på den rigtige måde.

Efter flere investorer og pensionskasser har investeret i bygninger, der lever op til bæredygtighedscertificeringen DGNB, er politikerne nu også på vej med lovgivning om bæredygtighed og cirkulær økonomi.

Erhvervsministeren har fremlagt et regelsæt om, at offentlige udbydere skal vælge projekter, hvor der er tænkt genbrug af byggematerialer ind i.

Gennemtænk først renovering – så nybyggeri
Det næste skridt burde være naturligt. Det er at prioritere renovering frem for nybyg. Vi skal først overvej mulighederne i renovering – inden vi kaster os over nybyggeri.

I september vandt the Silo i Nordhavnen årets RENOVER pris. Det er et smukt eksempel på, hvordan man kan tænke nyt ind i det gamle. Her er en udtjent kornsilo blevet nye boliger i fantastiske rammer.

Så tænk renovering først – det er bedre for miljøet i alle afskygninger.