Regeringen vælger den dyre vej til reduktioner

Med det seneste udspil til en klimaaftale forbigår regeringen desværre endnu en mulighed for at effektivisere vores energiforbrug og omstille samfundet billigst muligt. I stedet for at høste de lavest hængende frugter med virkemidler, vi allerede kender, og som vi ved har effekt, vil man satse på dyre og mere usikre veje til reduktioner. Samtidig forbigår man muligheden for at fastholde Danmarks globale styrkeposition inden for energieffektiviseringer. 

Af Renovering på Dagsordenen

Bygninger står for 40 procent af vores samlede energiforbrug, og både Klimarådet og Det Økonomiske Råd har peget på energieffektivitet i bygninger som det enkeltstående billigste værktøj, hvis man vil i mål med vores ambition om et fossilfrit Danmark i 2050. Med regeringens udspil misser man igen en chance for at bruge energien mere effektivt og vælger i stedet en dyr vej til den grønne omstilling.
.

Kilde til infografik: Tænketanken Concito

Allerede med forårets energiaftalte valgte man at beskære den danske indsats for energieffektiviseringer markant. Fra tidligere at investere 1.5 mia. årligt vil man fra 2021 kun prioritere 500 mio. årligt til energispareindsatsen. Det går stik mod de nyeste analyser og anbefalinger om, at vi som samfund bør foretage et regulært gearskifte og mere end fordoble omfanget af renoveringer af den eksisterende bygningsmasse, hvis omstillingen skal ske billigst muligt.

Parisaftalen betyder at verdens lande kommer til at investere massivt i energieffektiviseringer de kommende år. En række af vores nabolande har allerede sat ambitiøse mål for deres energieffektiviseringer. Eksempelvis har både Tyskland og Sverige sat et mål om 50% lavere energiforbrug i 2050, mens Norge har et mål om 30% lavere energiintensitet i 2030. Derfor har Renovering på Dagsordenen på linje med bl.a. Synergi, Dansk Industri og en række grønne organisationer anbefalet en konkret dansk målsætning om at spare omkring 9 petajoule (PJ) om året frem mod 2030. Det svarer til, at vi effektiviserer vores endelige energiforbrug uden transport med 30 pct.

 
Kommentarer

Ingen kommentarer endnu.

Skriv en kommentar