Det støjer i danske boliger – Løsningerne findes, men opmærksomheden mangler

Projektet ”Mindre Støj i Boliger” har fokus på at skabe dialog blandt beboere og byggebranchen, så der kommer mere fokus på den sundhedsskadelig trafikstøj, når bygninger og byrum renoveres. Lige nu lever 1, 4 millioner danskere i trafikstøj over den anbefalede danske grænseværdi, på trods af, at de ofte selv kan være med til at nedbringe støjen for få midler.

Af Kirstine Hjorth Lorenzen, Programleder Byg og By, GATE 21

Erfaringerne fra projektet ”Mindre Støj i Boliger” første år bekræfter, at der er alt for lidt viden og fokus i branchen på trafikstøjens skadelige virkninger og de mange muligheder for at skabe positive forandringer for relativt små investeringer. Især hvis de støjreducerende forbedringer tænkes ind sammen med andre renoveringsprojekter kan man for få midler ofte nedbringe støjen betragteligt. Samtidigt oplever både kommuner og boligselskaber en stærk stigning i borgere, som klager og føler sig frustrerede over for meget støj i og omkring deres boliger.

Trafikstøj er også et af de største miljøproblemer i Europa. Den vejledende grænseværdi for støj i boligen er i Danmark fastsat af Miljøstyrelsen til 58Db. Men mens de vejledende grænseværdier oftest overholdes ved nybyggeri, er støjplagen mere udtalt i mange af de eksisterende boliger – for eksempel som følge af en øget trafikmængde siden boligen blev opført.

Manglende fokus på mulighederne
De samfundsøkonomiske omkostninger og helbredskonsekvenser er relativt veldokumenterede. Ligeledes findes flere løsninger i byggeriet, som kan hjælpe til at udbedre problemet, både relateret til vinduer og andre facadeelementer, men også gennem gennemtænkt planlægning af byrummet omkring boligerne. Alligevel oplever både rådgivere og producenter, at de gode løsninger overses i designet eller spares væk. Særligt i forbindelse med renovering mangler der et helhedsfokuseret blik på istandsættelse og støjbekæmpelse. Hos de danske glarmestre undrer man sig for eksempel over, at deres meget støjreducerende forsatsvinduer ikke bruges i det omfang, man kunne forvente:

Fortsatsvinduet er en rigtig god løsning, som især bør overvejes i de tilfælde hvor der er meget trafikstøj. Mange borgere og deres rådgivere overser løsningen og dermed muligheden for at få et lavt støjniveau i ejendommen mange år frem. Forsatsvinduet giver mulighed for at optimere på afstandene mellem de forskellige lag glas og deres tykkelser, hvilket er helt centralt når man vil stoppe lyden. Den ideelle sammensætning mellem eksisterende vindue, forsatsvindue og god tætning kan give helt op til 46 dB ´s dæmpning, hvilket er mere end man kan opnå med et nyt lydvindue, fortæller Poul henrik Madelung, sekretariatsleder i Glarmesterlauget:

”At Vinduerne monteres indvendigt på de eksisterende ruder gør, at bygningens oprindelige arkitektoniske udtryk bevares. Det er samtidig med til at reducere tid og omkostninger betragteligt, da man slipper for stilladser. Derfor er det oplagt at tænke, at det er manglende viden om mulighederne og støjens konsekvenser, der gør, at efterspørgslen ikke er større”, lyder det fra Poul Henrik Madelung

Kvadratmeterprisen for et forsatsvindue incl. montering lyder på cirka 1200 kroner. Det svarer til at det vil koste cirka 20.000 kroner alt i alt at montere støjreducerende forsatsvinduer i en typisk treværelses lejlighed. Det skal ses i forhold til omkostningerne ved udskiftning af hele vinduet, hvor alene prisen for stilladset også let kan løbe op i 20.000 kroner – hvortil omkostninger til selve vinduet og arbejdstiden kommer oveni. Forsatsruden er derfor et prisbilligt alternativ som samtidig bevarer bygningens oprindelige vinduer og arkitektoniske udtryk. Problemet er blot, at glarmestre og vinduesproducenter sjældent oplever, at bygherren vælger at betale ekstra for støjdæmpende foranstaltninger, der rækker ud over minimumskravene.

Støjens konsekvenser
Mens det på mange måder er det lykkedes at sælge budskabet om at indtænke energibesparelser og arkitektur, når der skal renoveres, står støjreduktion sjældent øverst på listen. Dette på trods af at der både er rigtigt meget sundhed, livskvalitet men også øget ejendomsværdi i at tænke gode støjløsninger ind i renoveringen af både bolig og byrum. Forskning viser, at længere tids eksponering for støj over et vist niveau kan have alvorlige effekter på vores helbred, både fysisk og psykisk.. Det vurderes samtidig, at en boligs værdi falder med 1% når støjebelastningen stiger med 1 dB (3). Endelig har Region Hovedstaden fået beregnet, at trafikstøj alene i Region Hovedstaden koster 2,4 mia. kr. om året (7).

En af årsagerne til at løsningerne relativt sjældent bringes i spil er, at viden om konsekvenser af støjgener og mulige løsninger ikke er så let tilgængelige i modsætning til viden om energirenovering og -besparelser. Der er derfor behov for at samle og udbrede den tilgængelige viden om både konsekvenser og løsningsmuligheder, så de bedre kan integreres i fremtidige byrums- og bygningsrenoveringer.

Webhåndbog skal samle viden
At samle og formidle viden er netop formålet i projektet ”Mindre Støj i Boliger”. Projektet sætter fokus på konkrete løsningsmuligheder via en række demonstrationsprojekter, og udgiver i fjerde kvartal 2019 en webhåndbog, med information og viden om trafikstøj i boligen, herunder gode råd og inspiration til, hvordan man kan arbejde med reduktion af støj.

I 2018 afholdt projektet to velbesøgte temamøder i branchen: Et møde om klimaskærm og støjbekæmpelse samt et møde om mulighederne i byrummet. Endelig inviterede projektet til Folkemødet ”Det støjer Stadig” og fik bekræftet at trafikstøj virkelig er noget som kan få borgere op ad stolen: Flere hundrede deltagere var mødt frem til en dag, hvor borgere, politikere, eksperter og producenter diskuterede trafikstøj og løsningsmuligheder, og folkemødet blev dækket af adskillige medier, som også har fået øjnene op for, at trafikstøjen er et problem, som kun har udsigt til at blive værre. Her har politikerne et stort ansvar, men både såvel håndværkere og borgere kan tage medansvar for at reducere støjen ved at have mere fokus på de muligheder, der trods alt er til rådighed.

Læs mere om projektet

Fakta om støj:

  • Projektet ”Mindre Støj i Boliger” gennemføres af Det Økologiske Råd, Rambøll, Force Technology, Glarmesterlauget og Gate 21:
  • Projektet er støttet af Landsbyggefonden og Grundejernes Investeringsfond.
  • 1,4 millioner danskere lever derfor med trafikstøj over den danske grænseværdi på 58 dB, men med WHO’s nye skærpede anbefalinger på blot 53 dB, tyder alt på, at endnu flere danskere påvirkes negativt af trafikstøjen end oprindeligt antaget.
  • Støjen øger blandt andet risikoen for hjertekarsygdomme som f.eks. blodpropper og forhøjet blodtryk. Stress, diabetes, koncentrationsbesvær og dårligere indlæringsevne er også blandt de mulige negative sundhedseffekter af for meget støj. (2)

 

 

 

 

 

 

 
Kommentarer

Ingen kommentarer endnu.

Skriv en kommentar