Fokus på lydisolering i renoveringsprojekter skaber værdi for beboerne

Selvom lydisolering kan være med til at højne livskvaliteten for beboere, er det ofte en opgave, der bliver prioriteret lavt, når det er tid til renovering, fordi det er en dyr post på budgettet. Men da bebyggelsen Søhusene i Nakskov skulle renoveres og ombygges fra 13 treetages boligblokke til 104 et-plansrækkehuse, var der netop fokus på lydisolering.

Af Jakob Bøjen, Markedschef i ALECTIA

img_9297_nyLydisolering skaber bedre livskvalitet
Som rådgiver på ombygningen af Søhusene skulle ALECTIA sammen med Arkitema/ELN Architects sikre, at de ombyggede rækkehuse overholdt lydklasse A i henhold til Dansk Standard 490 (Lydklassifikation af boliger) for luftlydisolering mellem boligerne og lydklasse B for trinlydniveau.

Netop god lydisolering er vigtigt i sådan et projekt. De fleste af os kender til situationen, hvor naboen spiller for højt musik, eller parret ved siden af skændes lidt for meget. En bedre lydisolering betyder både noget for den støj, man oplever fra sin nabo, og for hvor meget man selv kan støje. Hvis man ved, at naboen kan høre én, så vil de fleste naturligt lægge en dæmper på deres aktiviteter, og det kan i sidste ende give en dårligere livskvalitet.

Generelt er det vanskeligere at lydisolere, jo lavere frekvens bassen spiller på anlægget. Man vurderer normalt lydisolation ned til 100 Hz, men lydklasse A og B medtager frekvenser helt ned til 50 Hz, og det betyder, at man med disse lydklasser er meget bedre lydisoleret overfor naboens nye anlæg med subwoofer.

Beboerne vil gerne have bedre lydisolering
Lydklasse A og B blev indført lige omkring finanskrisen, så derfor er der endnu ikke så mange boliger, der overholder dem. Og den manglende erfaring og den højere pris for byggeriet kan til tider skræmme bygherrer fra at implementere lydklasserne. Men undersøgelser viser, at 35 – 50 % af beboere ikke er tilfreds med et akustisk miljø, der er lavet på baggrund af lydklasse C, så der er helt klart et marked for det.

Der er ingen tvivl om, at det kan betale sig for bygherre, byudviklere og andre, der er involveret i boligbyggeri, at have fokus på lydisolation som salgsparameter og anvende den eksisterende standard DS490 og dens klassifikation i forhold til lydforhold. Det kan sammenlignes med energimærkning af f.eks. køleskabe, som er blevet en vigtig salgsparameter.

Den konkrete løsning i Søhusene
Væggene mellem boligerne i Søhusene er bygget med en 180 mm betonvæg og en forsatsvæg bestående af to lag gips på hver side. Taget er bygget af tagkassetter, der hviler på betonvæggen og er fastspændt med et lag sylomer (svingningsdæmpende materiale) mellem kassette og væg. På den måde sikres det, at lyden ikke forplanter sig mellem boligerne via tagkassetterne.

Målinger af konstruktioner med høj lydisolation kan være ret vanskelige at foretage, da det kræver en meget lav baggrundsstøj, og det er svært at opnå på en byggeplads. Derfor blev alt gravearbejde og kørsel i nærheden af boligerne stoppet undervejs.

Målingerne viste, at de nye rækkehuse med en fin margin overholdt lydklasse A for luftlydisolering og lydklasse B for trinlydniveau – og det kommer helt sikkert til at gavne de nye beboere, som fremadrettet kan nyde privatlivets fred og sætte passende lyd på deres egen hverdag.

 

 
Kommentarer

Ingen kommentarer endnu.

Skriv en kommentar