Elever driver adfærdstiltag der afhjælper indeklimaudfordringer

Projektet ‘Skolerenovering i en Helhed’ tager en helhedsorienteret tilgang til at afhjælpe indeklimaudfordringer i folkeskolen. Et af projekts tiltag handler om at inddrage og involvere eleverne og lærerne for opnå en adfærdsændring, der kan være med til at sikre et bedre indeklima.

Af Lærke Andersen, Civilingeniør i COWI

På trods af at indeklimaet i de danske folkeskoler igennem de seneste år er grundigt kortlagt af Danmarks Tekniske Universitet og Realdania til at være af ringe kvalitet, og det er dokumenteret, at dårlig luftkvalitet har betydning for børns indlæringsevne og koncentration, er mange elever mødt ind til et nyt skoleår uden udsigt til forbedring af indeklimaet. Innovations- og demonstrationsprojektet, Skolerenovering i en Helhed, tester forskellige løsninger, som kan hjælpe med at komme problemet til livs.

Som en af partnerne i projektet har vi været lead, med sparring og input fra Danmarks Lærerforening og Jørgen Bjerg fra TEKMA, på et tiltag, hvor eleverne og lærerne er drivkraft i forhold til at afhjælpe indeklimaudfordringerne uden brug af tekniske komponenter, men alene med adfærdstiltag. 9.X på Skovlunde Skole Nord i Ballerup har sammen med deres klasselærer, skoleledelsen og os arbejdet med tiltaget igennem de seneste halve år.

For at sikre en god opbakning blev skoleledelsen og lærerne involveret tidligt i projektet, og for at sikre, at vi var i øjenhøjde med eleverne, afholdt vi en opstartsworkshop med eleverne og læreren i 9.X, hvor de fik viden omkring indeklimaet i deres klasselokale, og hvordan det påvirker dem og omvendt.

Ideudvikling på eleverne præmisser
Eleverne var med til at ideudvikle løsninger og initiativer til, hvordan de selv kan aflaste klasselokalet og huske at lufte ud, samt hvad der skal til for, at de vil holde det ved lige. Der blev udvalgt fem områder på skolen, såkaldte HUBS, som kunne inddrages i adfærdstiltaget. I løbet af workshoppen blev de fem HUBS, med ideerne fra elever, til indbydende områder, hvor eleverne kan arbejde i grupper eller slappe af. På den måde bidrager de direkte til at aflaste klasselokalet, både i timerne og pauserne.

Tværfagligt projekt som eleverne føler ansvar og ejerskab for
Med opbakning fra skoleledelsen og klasselæreren blev adfærdstiltagene til et tværfagligt projekt for eleverne. Projektet kom på skemaet i forskellige fag som bl.a. matematik, hvor der skulle regnes på økonomien i de forskellige ideer, indhentes tilbud på materialer og tømrerarbejder og købes ind. Elevernes egne idéer blev udført i virkeligheden, hvilket understøtter elevernes lyst til at tage ansvar og ejerskab for at skabe et bedre indeklima.

Nye vaner kan ses på CO2-niveauet
Implementeringen af adfærdstiltagene har krævet en indsats fra eleverne og læreren over længere tid, og det at eleverne føler ansvar og ejerskab for tiltagene har bidraget til, at 9.X’s vaner kan ses på målingerne af CO₂-niveauet.

Målinger viser, at CO2-niveauet falder, fordi flere elever nu forlader klassen i frikvarterne, og fordi de nu husker at lufte ud. Målingerne understøttes af klasselærerens observationer om, at omkring halvdelen af eleverne nu går ud i frikvarterne, hvor det tidligere kun var omkring tre elever. Elevernes ændrede tilgang til indeklima udmunder i en ny adfærd i 9.X som viser, at det kan betale sig at tænke over, hvordan vi bruger klasselokalerne og skolens fysiske rammer optimalt.

Adfærdstiltag og indeklimavaner, som eksempelvis ovenstående, kan med fordel implementeres imens skolerne og kommunerne venter på økonomi og dermed mulighed for renoveringer – og eventuelt i et bredere omfang på skolen eller i kombination med tekniske komponenter.

 

 

Om Skolerenovering i en Helhed

Projektet vil gøre op med renoveringer af skoler med ensidigt fokus på eksempelvis et nyt ventilationsanlæg. I stedet undersøger projektet, hvordan teknologier, der løser forskellige indeklimaudfordringer som eksempelvis lys, lyd og luft, kan hænge sammen, og hvordan et driftsystem kan bidrage til at styre indeklima og energiforbrug.

En kvalitativ undersøgelse udarbejdet af Statens Byggeforskningsinstitut (SBI) og COWI i starten af projektet gav et billede af, hvordan skolens fysiske rammer bruges. Undersøgelsen gav en helhedsorienteret tilgang til udfordringerne og mulighederne ved de fysiske rammer på Skovlunde Skole Nord i Ballerup, og den gav samtidig et indblik i, hvordan de fysiske rammer i fremtiden kan understøtte læringsmiljøet.

Projektet er støttet af EUDP (Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram).

Partnere i projektet er: AI, Airmaster, Ballerup Kommune, COWI, Danmarks Lærerforening, Frederiksberg Kommune, Green Building Council, Saint Gobain Gyproc, SBI/AAU, Schneider Electric, TEKMA, WindowMaster, Zumtobel og Gate 21 (projektleder).

 

 

 
Kommentarer

Ingen kommentarer endnu.

Skriv en kommentar