Lite Blog

Tags

Velkommen til den nye blog om renovering. Her vil byggebranchen diskutere renovering og sammen sætte det på dagsordenen. Der vil både være faste bloggere og gæster – har du lyst til at blogge, hører vi gerne fra dig. Læs mere

Boligforbedringer er vejen frem for energirenoveringer

Hvordan står det til med energirenoveringer i dagens Danmark, og hvad skal der til for at få sat skub i særligt energioptimeringen af vores eksisterende bygninger? Med lave energipriser er det ikke de økonomiske besparelser, men andre parametre som boligkvaliteten og samspillet mellem energiforsyningen og bygningsmassen, der skal være drivere og sikre omkostningsudjævningen.

Af: Jakob Klint, chefrådgiver Kuben Management AS

Der er store ambitioner om, at byggeriet skal bidrage til den grønne omstilling. Og der er sket rigtig meget med byggeriet i de seneste to årtier. Først og fremmest bygger vi langt mere velisolerede og energieffektive huse i dag. Stramninger i bygningsreglementet og nye byggematerialer har skabt en markant udvikling, hvor man for nybyggeriets vedkommende kan sige, at udfordringer med et stort energiforbrug i driften af vores bygninger stort set er løst, og den vedvarende energi må klare resten. Derimod ligger det mere tungt med at få energioptimeret vores eksisterende bygningsmasse, som jo i høj grad består af boliger, men der er få virkemidler.

Energirenovering af bebyggelsen Traneparken – før og efter. Foto: Kuben Management A/S

Rammebetingelserne for energirenoveringer er forringet
Der var en periode, hvor man troede på en hurtigere udvikling inden for boligforbedringer, end vi gør i dag. Op gennem 80’erne og 90’erne var der eksempelvis afsat større, offentlige investeringsmidler til byfornyelse og lignende. Byfornyelsesstøtten gjorde det mere attraktivt at foretage boligforbedringer i den ældre bygningsmasse, og energibesparelser var i mindre grad en sidegevinst.

I dag skal boligforbedringer og energibesparelser først og fremmest drives frem af private investeringer, som selvfølgelig skal give et afkast – men da energien er billig, kan investeringerne ofte ikke betale sig hjem på kort sigt. Dertil kommer, at en stor del af den ældre boligmasse i Danmark er etageboliger med komplekse ejer- og lejerforhold, og hvor en stor andel af beboerne har få økonomiske ressourcer. Det er vanskeligt at skabe tilslutning til investeringer i energiforbedringer i den situation.

Boligforbedringer kan skabe fremdrift for energirenoveringer og den grønne omstilling
Når private investeringer skal skabe fremdriften, er det næsten uomgængeligt at knytte spørgsmålet om energiforbedringer meget tæt sammen med spørgsmålet om bygningsforbedringer og om bedre generel boligkvalitet for ejere og lejere. Energirenovering skal med andre ord knyttes tæt til generelle renoveringer og til et løft i folks livskvalitet.

For betonbyggeris vedkommende er vi så ”heldige”, at der er et stort renoveringsbehov for de byggerier, som skød op i 60’ere og 70’erne. Beton forvitrer jo. Det er ikke i sig selv noget godt, men det skaber i det mindste et naturligt behov for at renovere – og dermed også en anledning til at få løftet byggerierne rent energimæssigt. Særligt inden for den almene sektor sker der meget i disse år.

For det murede byggeri, som vi jo har rigtig meget af, er situationen en anden. Her er der sjældent nogle rent byggetekniske begrundelser for at renovere, for murværk er noget voldsomt holdbart noget. Og dertil kommer, at der ofte vil være nogle æstetiske omkostninger forbundet med omfattende renoveringer – en udvendig efterisolering af et smukt udført murstensbyggeri fra 1950’erne har ikke mange venner.

Individuelle renoveringer med fokus på bæredygtighed og værdiskabelse er løsningen
Det er også vigtigt at være opmærksom på, at der ikke findes én løsning, som passer lige godt på alle byggerier. Det handler om at finde den løsning, som bedst indfrier potentialet i det enkelte byggeri. Det er ikke mindst i den forbindelse, at man taler om ”smarte” energirenoveringer, hvor man tænker bæredygtighed i bred forstand ind i renoveringen. Det vil sige ikke blot miljømæssigt, men også socialt og økonomisk. Konsekvenserne for ejeres og lejeres økonomi skal indtænkes fra start, for hvis ikke projektet giver økonomisk mening og kan håndteres med den økonomi, som nu er til stede, så bliver det naturligvis ikke til noget.

For det andet så handler det om at tilføre nogle ting til boligerne, som øger boligkvaliteten og som forbedrer ejendommens indtægtsstrømme. Indretning af tagetager til boliger kan være en løsning. Her bygges de nye tagboliger til bedste energiklasse, hvilket løfter den samlede ejendoms energiprofil – både ud fra en gennemsnitsbetragtning, og også fordi en velisoleret tagetage jo kan mærkes på varmeforbruget i etagerne nedenunder. En anden løsning er at arbejde med efterisolering af gårdvendte facader i kombination med nye indeliggende altaner.

Og så er der den mere ambitiøse tilgang, som vi har afprøvet i ”Living in Light”-projektet, hvor man lægger nye kvadratmeter til boligernes størrelse ved at sætte en ny, glasdækket klimaskærm uden på den ene side af ejendommen. Det skaber både mere lys og mere luft i lejlighederne, og de ekstra kvadratmeter betyder stigende ejendomsværdi, som kan betale for forbedringerne.

Finansiering via private investeringer eller kommunale midler?
Udfordringen er imidlertid, at projekter som ”Living in Light” kræver investeringer og kapital. Og det har mange lejere og boligejere ikke. Her kan kommunerne bane vejen ved at allokere nogle midler til byfornyelsesstøtte – tiltag som desuden vil sende et tydeligt signal om, at kommunerne går i front og tager den grønne omstilling alvorligt.

Det kræver tålmodighed at arbejde med energirenoveringer, men jeg mener absolut, at det er umagen værd at arbejde for, at vi bruger flere ressourcer på at opnå besparelser og færre ressourcer på at opvarme vores boliger. Det gælder, uanset om vores varme bliver frembragt ved at afbrænde træflis, kul eller noget helt tredje. Der er også potentiale i at få vores samlede energisystem til at arbejde mere smart – så vi fx undgår de største spidsbelastninger og kan fordele forbruget bedre ud over døgnets timer.

En dag har vi muligvis så rigeligt med energi, at det bliver overflødigt at tænke på, hvordan vi bruger den. Men der er vi langt fra endnu. Og selv om den dag skulle komme, så vil der stadig være behov for, at vi finder gode veje til bedre boligkvalitet i vores bygningsmasse.


Kun nullermænd kommer af sig selv …

… det gør målet om et fossiltfrit Danmark ikke. Derfor er det tosset at overlade borgerne til sig selv i kampen for energieffektive renoveringer af landets millioner af husstande

Af Malene Krog Lundsby, formand for IDA’s Energiudvalg

I disse tider, hvor politikerne sidder ved forhandlingsbordet og beslutter Danmarks energifremtid, er bygningerne højt på dagsordenen. Diskussionen handler om, hvorvidt vi kan regne med, at bygningers ejere af sig selv vil levere de energibesparelser, der vil være samfundsøkonomisk fornuftige. Grunden til, at energibesparelser ikke kun handler om den enkelte bygningsejers økonomi, er fordi energiforsyning sker i vores fælles fysiske verden. Det vil sige, når energiforbruget stiger, så skal der produceres mere. Det betyder flere møller eller mere biomasse i anlægget. Det er derfor mere kompliceret end som så at beregne, hvornår energibesparelser kan betale sig.
..

Foto: Colourbox

Regeringen kom i april med et energiudspil, hvor de to overordnede målsætninger er, at mindst 50 pct. af Danmarks energibehov i 2030 skal dækkes af vedvarende energikilder, og at prisen på energien til den enkelte og til fællesskabet skal blive billigere. Det er meget fine målsætninger på vejen mod at gøre os fri af fossile brændsler i 2050, men energiudspillet har desværre flere essentielle mangler. Ud af Danmarks samlede energiforbrug fyldte husholdningernes energiforbrug 31 pct. i 2017. Derfor er det bekymrende, at regeringen i energiudspillet ikke prioriterer energieffektiviseringer husholdningerne.

Hverken pisk eller gulerod
Vi har set energieffektiviseringer hos forbrugerne de seneste 30 år, og den udvikling forventer regeringen vil fortsætte – men fra 2020 bliver det uden økonomiske incitamenter. Regeringen fjerner nemlig en væsentlig bid af energiafgifterne for at give forbrugerne billigere priser – i praksis er det jo en slags skattelettelse mere end det er prisen, der falder, men den lader vi lige ligge. Og når man så derudover fjerner alle de midler, som forbrugerne har kunnet få igennem energiselskaberne til målrettede energibesparelser, så siger man farvel til både pisk og gulerod.

Vi kan jo nok regne med, at bygningsreglementet tager sig af de nye huse – her er hverken piske eller gulerødder – bare klare regler. Men når det kommer til de huse, der allerede er bygget, er linjerne ikke helt så klare. Og de udgør jo nu engang langt den største del af bygningsmassen. Det er de færreste private renoveringer, der har fokus på bygningsreglementet – og man kan være ret sikker på, at der ikke kommer nogen og tjekker. Vi ved, at energirenovering skal ske samtidig med den almindelige renovering for bare give en lille smule privatøkonomisk mening. Men når de økonomiske incitamenter forsvinder, har jeg svært ved at se, hvorfor nogen bygningsejere af sig selv skulle prioritere energibesparelser over badeværelser og lækre detaljer på havedøren. Jeg tror ikke på, at husholdningernes energibesparelser vil ske af sig selv.

Vi skal derfor fastholde de økonomiske gulerødder til boligejerne. Et bud på, hvordan Danmark kan lave energieffektiviseringer i bygninger og husholdninger ville være at opstille differentierede kriterier for, hvem der får tilskud til at lave energi- og miljørigtige renoveringer. Eksempelvis kunne alt byggeri fra 1980’erne få tilskud til at blive renoveret på miljørigtig vis, da denne årgang af byggerier snart skal gennemgå renoveringsprojekter som følge af deres levetid og da denne årgang af bygninger samtidig har stort potentiale for energibesparelser og effektiviseringer.

Det vil være tosset og samfundsøkonomisk ufornuftigt at overlade husholdninger til sig selv i kampen for at imødekomme energirenoveringer og det langsigtede mål om, at Danmark bliver uafhængigt af fossile brændsler i 2050.


Husholdningernes energibesparelser er vigtige for dansk energi- og klimapolitik

Vi er i Danmark glade for at kalde os en grøn vindernation. Når den danske regering kommer ud i verden, fortæller den, at vi i Danmark har afkoblet vores energiforbrug fra vækst i økonomien. Det kunne man senest læse i regeringens status over Danmark på energi og klimaområdet ’Danmark som foregangsland på energi og klima’. Det er godt og vigtigt at fastholde vores grønne identitet, men det kommer ikke fra produktion af vedvarende energi alene. Nationer består af borgere, og hvis skal kunne fortsætte den grønne omstilling, så skal vi i Danmark fastholde fokus på, at alle er en del af den. Både borgere og virksomheder.  

Af Thomas Damkjær Petersen, formand for Ingeniørforeningen, IDA

View of Copenhagen from The Round Tower

Husholdningernes energiforbrug udgjorde 31 pct. af det samlede energiforbrug i Danmark i 2017. I husholdninger er det særligt forbruget til opvarmning, der dominerer. Energiforbruget til opvarmning var sidste år 163PJ – hvilket svarer til, at 82 pct. af hustandenes energiforbrug bliver brugt til opvarmning. Derfor er der meget at hente i opvarmningen af boliger, hvis vi ønsker at reducere energiforbruget i de private husholdninger.

Energieffektive boliger
En energispareordning, der inkluderer husholdningerne – og dermed borgerne som aktive deltagere – er derfor vigtig for dansk energi- og klimapolitik. For der er to gode grunde til at reducere energiforbruget rundt omkring i de danske boliger.
For det første handler det om at reducere behovet for udbygning af den kollektive energiforsyning. Selv om energipriserne falder på vedvarende energi, så koster det jo faktisk penge at udvide og vedligeholde kapaciteten – og den anden grund handler om CO2-udledninger. Her er målet jo klart. De skal ned. I 2017 kom ca. 20 pct. af opvarmning fra gas og olie – også fjernvarmen og el-produktionen har sine udledninger også de næste 10-20 år.
For det andet giver energirenoverede bygninger en bedre grundlag for opvarmning baseret på vedvarende energi. Energieffektive bygninger har mindre opvarmningsbehov, derfor giver det god mening, at brugen af varmepumper og lavtemperaturfjernvarme øges. Det tjener som endnu et godt argument for, hvorfor boliger i energimæssig god stand er godt for vores energisystem.

Oplysning til borgerne
Man opnår de økonomisk mest fornuftige energibesparelser, når de sker samtidig med renovering af bygninger. Derfor skal vi hjælpe borgere til at blive opmærksomme på, hvornår det vil være nyttigt at sætte ind. Derfor bliver jeg også bekymret, når jeg ser regeringens energiudspil, der bliver forhandlet i disse dage, for her spiller borgerne ingen rolle, og energibesparelser i husholdninger er slet ikke prioriteret.

Jeg så gerne en energiaftale, der sætter penge af til oplysning og vidensformidling samt en aftale, der indeholder tilskud til borgere, så vi sikrer, at energiperspektivet er højt, når renovering af boliger alligevel sætter i gang. Hvis vi skal være en grøn vindernation, så skal vi alle sammen være med, og så er energirenoveringen af vores huse et vigtigt bidrag.

 

 


Målbarhed og klar kommunikation om indeklima skal være løftestang for gode renoveringer

Forbedring af boligens indeklima ved en renovering er en af de meget store fordele, som oftest ikke bliver synliggjort og desuden er svær at få med i beslutningsprocessen. Synliggøres forbedringen af indeklimaet på en klar og overskuelig måde, vil den også kunne vægte tungere i de beslutninger, der påvirker indeklimaet, når renoveringen er gennemført.

Af Tine Steen Larsen, civiling. ph.d., lektor på Aalborg Universitet og projektleder for indeklimaarbejdet i REBUS

Hvad forstår vi ved indeklima? Og kan vi øge forståelsen ved at kommunikere mere klart og målbart omkring det? Foto: Thomas Vilhelm / Photographic Nordic

Flere kender situationen. Der skal gennemføres en omfattende renovering af en boligblok. Beboerne skal inddrages i beslutningen, og visualiseringerne viser bygningens nye ydre udtryk, grønne områder og glade beboere. Indeklimaet er ikke en del af beslutningen, selvom de forskellige løsningsmuligheder helt sikkert også vil bidrage forskelligt til forbedring af både temperaturforhold, luftkvalitet, dagslys- og lydforhold i de færdigrenoverede boliger.

Hvorfor er det, at forbedringer af indeklimaet sjældent italesættes? Som indeklimaforsker er det ret frustrerende, at det, der for mig er så vigtigt og fylder så stor en del af min hverdag, ikke er lige så enkelt og vigtigt for alle andre. Hvorfor kan jeg, og alle de andre der fortæller at indeklimaet er vigtigt, ikke trænge igennem, når beslutningerne, der fastlægger indeklimaet i vores boliger, skoler eller andre bygninger, skal træffes? Hvor er det at kæden hopper af?

Jeg er kommet til den erkendelse, at indeklima for mange bare er noget som ER. Det er noget der kan fornemmes, en følelse af komfort, velvære, den første forårssol der skinner ind på mig gennem vinduet, den friske luft. Eller fraværet af efterklang når børnene leger fangeleg rundt om spisebordet og vi stadig prøver at føre en samtale. Indeklimaet er det der omslutter mig, men som jeg oftest ikke tænker over før end jeg bliver generet af det. Før end der bliver for varmt i soveværelset, der lugter af mug på badeværelset, eller teenageværelset mest af alt minder om en bjørnegrotte om morgenen.

Som fagperson kan jeg identificere de problemer, der genererer det dårlige indeklima og ændre på dem. Beboerne i boligrenoveringssagen nævnt ovenfor har derimod brug for en klar kommunikation af, hvor problemerne ligger, og hvordan renoveringen vil ændre på det for dem. Det er netop et værktøj til at vurdere og kommunikere dette, jeg har brugt de sidste par år på at udvikle sammen med et hold af yderst kompetente partnere i Samfundspartnerskabet REBUS. IndeklimaVurderings-værktøjet har vi kaldt IV20, og målet for det er at kunne formidle hvad indeklima-kvaliteten er både før og efter en renovering på en klar måde. Formidlingen foretages via et bogstav på en skala fra A-G på samme vis, som vi kender det fra energimærkerne for bygninger, hvidevarer mv. Desuden gives der en score for hvert af de fire områder akustisk, atmosfærisk, termisk og visuelt indeklima, så man også her kan se hvilket område, der har størst forbedringspotentiale, og hvordan de forskellige renoveringsforslag vil forbedre indeklimaet. Jeg tror på, at det er denne form for kommunikation, der har manglet indtil nu, og det er dette værktøj, der gør indeklimaet til mere end blot en fornemmelse omkring mig. Det er den klare kommunikation og målbarheden, der kommer til at sikre indeklimaet en plads i fremtidige beslutninger og øge efterspørgslen på god og bæredygtig renovering fremover.

Vurdering af indeklima-kvalitet med IV20. Den samlede vurdering angives med et bogstav. Samtidig angives score for hvert af områderne akustisk, atmosfærisk, termisk og visuelt indeklima.


Energieffektiviseringen glimrer ved sit fravær i regeringens udkast til en energistrategi

I torsdags fremlagde regeringen og hele 4 ministre på rad og række udspillet til en ny energiaftale efter 2020. Den har været længe ventet, og der er i høj grad brug for, at der bliver udstukket en kurs for energipolitikken og dermed retningen mod et lavemissionssamfund uafhængigt af fossile brændsler i 2050.

Af Annette Blegvad, Vicedirektør, Arkitektforeningen

Inden vi ser nærmere på udspillets betydning for renoveringsområdet, er det vigtigt at huske på, at det altså for nuværende netop er et udkast til en energistrategi, som blev fremlagt forleden. Der er altså stadig håb for, at der kan landes en bred politisk aftale, og at bygningsmassen får en mere fremtrædende plads i den endelige energiaftale. Ganske enkelt fordi bygningsmassen ikke er til at komme udenom, hvis de ambitiøse mål mod 2050 skal indfries, nu hvor opvarmning af bygninger i dag står for en tredjedel af det endelige energiforbrug i Danmark.

Regeringen vægter forsyningen
Gennem de seneste par måneder er det blevet mere og mere tydeligt, at forskellige aktører har forsøgt at påvirke regeringen med enten at udbygge den vedvarende energi eller sikre mere energieffektivisering.   Men med udkastet er der ikke tvivl om, at den vedvarende energi står øverst på regeringens dagsorden. Det er ærgerligt, kortsigtet og urentabelt, da den optimale løsning findes et sted midt imellem. En nylig analyse fra EA Energianalyse har dokumenteret, at det samfundsøkonomisk vil være mest optimalt at reducere varmeforbruget i den eksisterende bygningsmasse med 31% frem mod 2050 – når man sammenligner direkte med omkostningerne ved at skulle udbygge produktions- og forsyningsleddet til at producere den nødvendige varme – se mere.

Energirenoveringer kommer ikke af sig selv
Fraværet af energieffektiviseringer i udkastet har stor betydning for renoveringsområdet. Alle erfaringer viser, at energirenoveringer langt fra kommer af sig selv. Der er brug for at give bygningsejere nogle incitamenter. Ganske enkelt fordi bygningsejere ikke er interesseret energieffektiviseringer. Da der går mange år mellem en omfattende renovering af en bygning, og da energieffektiviseringer er mest rentable, når de foretages ved andre reparations- eller vedligeholdelsesarbejder, risikerer vi, at vi dermed mister nogle vigtige år, hvor et antal bygninger ikke bliver tilstrækkeligt energirenoveret. Dette kan have en indflydelse på om, eller hvornår, vi når målet om at blive omstillet til lavmissionssamfund uafhængigt at fossile brændsler.

Se Renovering på Dagsordenens pressemeddelelse til regeringens udkast til en energiaftale

Se regeringens udkast til en energiaftale her


Bygningskulturen har skabere og bærere

Der skal ofte et særligt samspil til, for at det sublime opstår. Når mennesker forstår hinanden og kan samarbejde på tværs af baggrunde og fagligheder, giver det grobund for skabelsen af det unikke, det holdbare – og det bæredygtige. Det gælder også inden for byggeri og bygningskultur.

Af Graves Simonsen, projektchef i Bygherreforeningen

I et inspirerende indlæg den 9. april skriver Mogens Victor Andersen om den klassiske håndværker som kulturbærer. Han argumenter for, at erhvervsuddannelserne skal styrkes – især på det kulturelle område. Tesen er, at et mere klart fokus på de kulturelle aspekter i de håndværksfag, der skal skabe og bevare de kulturbærende værdier i byggeriet, kan være én af fortællingerne, eller måske netop dén fortælling, som kan inspirere og motivere de unge til at vælge en erhvervsuddannelse inden for byggeriet. Og den fortælling mangler i dag, må man forstå af indlægget.

Denne søgen efter greb, der kan få flere unge ind i byggeriet, gælder ikke kun for håndværkere, hvor efterspørgslen topper i disse tider. Også inden for andre faggrupper kan der være et mismatch mellem udbud og efterspørgsel – også selvom det måske er mindre tydeligt i dele af byggeriet, der ikke er så mandskabstunge.
:::

Bygningskultur skabes i nutiden, men defineres som fortiden – af fremtiden. Foto: Graves Simonsen

Ser man på arkitekterne som faggruppe er der gennem de senere år sket en markant ændring af de unges præferencer. Det kulturelle aspekt er og har altid været bærende for arkitektuddannelserne og udgangspunktet for arkitekternes virke, men i de senere år er det traditionelle fokus på skabelsen af nybyggeri, om ikke erstattet, så i hvert fald ændret markant. Mange arkitektstuderende har således fået øjnene op for de kulturelle kvaliteter i den eksisterende bygningsmasse – og de spændende udfordringer ift. bevaring og/eller udvikling gennem transformation, der ligger i at arbejde med dette område af byggeriet. Således har Kulturarv, Transformation og Restaurering i flere år været det største kandidatprogram på Kunstakademiets Arkitektskole i København, og samme tendens ser man i arkitektfaget som helhed. Flere og flere tegnestuer ser i renovering og restaurering reelle, faglige og kulturelle udfordringer.

Set fra et bygherreperspektiv er det vigtigt, at der inden for alle faggrupper findes kvalificerede fagligheder, som kan inspirere, udfordre og hjælpe bygherren med at realisere sine visioner og business cases – og måske få øjnene op for værdiskabelsen, der kan ligge i at arbejde med de kulturelle kvaliteter i arkitekturen og i bygningsmassen, som ikke umiddelbart er tydelige. Derfor er der al mulig grund til at bakke op om budskaber, som Mogens Victor Andersen bringer til torvs, og supplere med andre aspekter som strategier, brugerbehov, købmandskab, social ansvarlighed osv., der netop kan skabe det særlige samspil, der kræves mellem parterne for at lykkes.

Bygherren og arkitekten som kulturskaber
Hvis vi bliver i metaforen om, at håndværkeren er kulturbæreren, må det være bygherren og arkitekten, der sammen er kulturskaberne. Det er i samspillet mellem disse to parter, at det sublime kan opstå og gro, og findes der stærke fagligheder i begge lejre, er det i princippet kun naturlovene og økonomien, der sætter grænserne.

Accepterer vi denne præmis, skal der på samme måde som de fremsatte ønsker for håndværksuddannelsen og -fagene arbejdes bevidst med begrebet om kulturskabelsen som et fundament for udvikling af den eksisterende bygningsmasse. Det betyder bl.a. respekt for arkitekturhistorien, kombineret med kvalificerede bud på nutidig bygningskultur, der har skønhed, holdbarhed og funktionalitet – altså følger Vitruvius* dyder, og som samtidigt i fleste henseender også vil være miljømæssigt, socialt og kulturelt bæredygtigt.

Hånd om det uhåndgribelige
Den spændende udfordring ligger så i at definere, diskutere og formatere de kulturelle værdier på tværs af fagligheder. Mens der i dag nok er en relativ håndfast opfattelse af, hvad godt håndværk er, og det dermed lader sig definere som kulturel værdi, som i hvert fald i højkonjunktur også lader sig kapitalisere i en højere økonomisk værdi – og dermed pris – er skabelsen af immaterielle, kulturelle værdier ofte mere uhåndgribelige. Der findes en række faglige greb, som arkitekter bruger, når de skal definere arkitektonisk kvalitet – også som en kulturel værdi – og i de senere år har bl.a. Danske Arkitektvirksomheder arbejdet på at nå frem til metoder til at værdisætte denne kvalitet i en mere økonomisk (og målbar) forstand.

Bygherrer er ingenlunde resistente overfor at diskutere kulturelle værdier eller arkitektonisk kvalitet – særligt ikke, hvis det kan ske i et tillidsfuldt forum og med fælles sprog. Og heri ligger der et stort potentiale for uddannelser og efteruddannelser inden for både arkitekt- og bygherrefagene. Det er i dialogen, at de gensidige forståelser kan opstå og udvikle sig. Det gælder hvad enten dialogen starter i en projektkonkurrence, et byggeprogram eller et dialogbaseret udbud. Her kan alle de tre nævnte parter have nytte af at diskutere den kulturelle værdiskabelse af et givent byggeri. Sidst, men ikke mindst, må vi heller ikke glemme brugerne, for hvem der i virkeligheden bygges, og hvis behov naturligt må indgå i udgangspunktet for samtalen.

I den sammenhæng giver det atter mening at citere Winston Churchill: “We shape our buildings; thereafter they shape us”, og – som den amerikanske forfatter og aktivist Stewart Brand – tilføje: ”… and then we shape them again – ad infinitum”.

 * Marcus Vitruvius Pollio (ca. 75 f.Kr.-25 f.Kr.) var en romersk arkitekt og ingeniør, og kendt for sit store værk De architectura (ca. 35 f.Kr.).


Efterspørgslen alene er næppe nok for de unge til byggeriet

Den megen tale om mangel på fremtidens håndværkere og lav rekruttering til håndværksfagene blandt unge, synes at have bidt sig fast i statistikker og politiske taler. Hvis der er enighed om problemstillingen, hvad er så løsningen?

Af Mogens Victor Andersen, tømrer, arkitekt og lektor i erhvervspædagogik

Foto: Mogens Victor Andersen

For nylig viste en analyse, at flere unge søger en erhvervsuddannelse. De seneste tal for 2018 viser således en stigning i antallet af tilmeldte til erhvervsuddannelserne på knap 1 procentpoint. Men 32 % af den samlede tilmelding udgøres af elever til det tekniske gymnasium, så der er stadig lang vej op til målsætningen om en større samlet tilgang til erhvervsuddannelserne. Det er nemlig kun hver femte af de unge i alderen 15-19 år, der i disse år vælger en håndværksuddannelse i en af de 16 hovedkategorier. Af disse repræsenterer byggeriet kun knap hver tiende af de unge.

Ubalance i markedet
Trods ændrede produktionsmetoder og bedre sæsonudjævning end tidligere, opstår der i tider med højkonjunktur ofte ubalance i markedet mellem udbud og efterspørgsel efter kvalificeret arbejdskraft i byggeriet. Systemet bag erhvervsuddannelserne forsøger så mere eller mindre automatisk at kompensere for, at udbuddet periodisk er lavere end efterspørgslen ved at indsnævre kompetencefeltet, så unge håndværkere oplæres i netop dét, som det aktuelle marked efterspørger. Det kan man mene er naturligt, men risikerer at ende med snævre uddannelser, der minder om fortidens specialarbejderuddannelser. Og det er tvivlsomt, om disse er attraktive nok for de unge – eller for virksomhederne og dermed for samfundet. Med et stadigt stigende antal forskellige byggematerialer og konstruktionsmetoder er alt for snævre uddannelser næppe vejen til at sikre, at branchen har tilstrækkelig med kompetencer, samt at de unge erhverver et bredt kompetencefelt, der gør dem i stand til at medvirke til udvikling af byggesektorens og dens mange facetter.

Ikke noget entydigt svar
Den potentielle indsnævring af uddannelserne følger af det mantra, der siden årtusindeskiftet har hersket om, at uddannelser skal være korte og snævert målrettet efterspørgslen i det private arbejdsmarked. Det har især været udtalt om de akademiske uddannelser, at markedet har mere brug for bachelorer end fuldbyrdede akademikere, men er næppe et entydigt svar på fremtidens udfordringer på arbejdsmarkedet. For så vidt angår håndværksuddannelserne leverer Louise Sjøntoft fra NCC i sit indlæg her på bloggen nogle gode bud på både problemstilling og svar ud fra et virksomhedsperspektiv, og refererer samtidigt til nogle af NCC’s egne initiativer til at fremme udbuddet og finde talentmassen. Hun peger endvidere på initiativer, hvor politikerne kan gøre en indsats som fx ”hører op med at tale håndværksfaget ned og i højere grad må til lommerne, frem for at skære i midlerne til erhvervsuddannelserne”.

Mange politikere vil være fristet til at hævde, at markedet selv finder ud af at løse problemet, fordi virksomheder, der ikke følger med udviklingen, vil uddø af sig selv og andre mere innovative virksomheder vil tage over, og dermed sikre at udviklingen fortsætter. Logikken forudsætter imidlertid, at samfundets kulturelle materielle og immaterielle værdier kun har betydning, hvis de er direkte (og ofte kortsigtet) økonomisk omsættelige.

Håndværkeren som kulturbærer
Gennem tiden har det gode håndværk imidlertid også været anprist som en værdi, der ikke kun handlede om omsættelig, økonomisk værdi. Kreative løsninger på komplekse problemstillinger, kvalitative udførelser af skønhed og holdbarhed, samt indgående indsigt i og forstand på at afæske materialers egenskaber og muligheder er således klassiske håndværkerdyder, der desværre udvandes i et klassisk økonomisk spil.

I snæver og kortsigtet forstand koster kvalitet penge, men sjældent i bredere og langsigtet perspektiv. I et historisk perspektiv gælder det billedligt talt, at dyrkes det langsomt og bygges det langsomt, nedbrydes det langsomt. Det ved enhver erfaren håndværker. Og det er i samspillet mellem idé, udførelse og resultat, at det kulturelle element opstår, og materialiserer sig som arkitektur, design, skønhed og patina. Og det er i dette samspil at håndværkeren på godt og ondt er og bliver kulturbæreren.

Måske er det netop dén fortælling, der kan få flere unge til at vælge håndværk frem for ordværk? Kan vi nå frem til en accept af, at det kulturelle element er afgørende for en kvalitativ samfundsudvikling, hvor det ikke kun er facaden, der holder, men også alt det, der hæver vores liv og færden over laveste og billigste niveau, kan livet som håndværker blive attraktivt – og båret af stolthed over de opnåede resultater. Det kræver imidlertid samtidigt en forståelse for, at håndværksuddannelsen har de nødvendige ressourcer og rammer – og ikke mindst et mindset om, at man ikke kun ”uddanner murere til at lægge sten, men i stedet til at bygge katedraler”.

En samlet indsats
I sig selv er dette ikke nye erkendelser, og der er da også flere initiativrige ildsjæle, der forsøger at rette op på tabet af kulturel kompetence i håndværksfagene – som et slags modsvar på moderniteten. Opmærksomheden samles her specielt om de håndværk, der skal sikre kulturarven, og som selvsagt er nødvendige at holde fast i, hvis fortiden ikke skal gå tabt. Et initiativ som byggefilm.dk – en samling af korte film, der dokumenterer klassiske håndværksmetoder og -færdigheder, og som har til formål at bevare viden om og interessen for håndværkeren som kulturbærer, er et eksempel herpå. Andre prøver at (gen)samle gode kræfter omkring restaureringskurser. Men hvem tager på samme måde teten i forhold til at hæve det kulturelle niveau i håndværksuddannelserne som helhed? Og hvem spiller bolden derhen, hvor målene står – i Undervisningsministeriet og de faglige udvalg, der rådgiver ministeriet?

Erhvervsuddannelsessystemet er en kompleks organisme med mange interesser og systemiske forskydninger, der i høj grad afhænger af politisk-økonomiske prioriteringer og markedskræfter. Sådan må det være. Men disse bør ikke stå alene, hvis vi fortsat skal udvikle os som kulturelt samfund. Der er brug for at knytte alle gode kræfter til en samlet, integreret indsats. En indsats, der supplerer den rene markedsbetragtning med et bredere kulturelt aspekt i uddannelserne, og indsatsen skal nå helt ud i grundskolerne, der skal levere de kommende kulturbærende håndværkere.

Læs også indlægget Bygningskulturen har skabere og bærere


Opgradering af klimaskærmen

Tænk hvis man løbende kunne opgradere en bygnings klimaskærm, og derved høste de fordele, som den tekniske udvikling inden for bygningsmaterialer giver? Kombinationen af lette facader og termoruder med forbedret ydeevne har gjort, at man i mange år har talt om en fremtid, hvor man løbende ville kunne opdatere bygningers klimaskærm på samme vis som man fx opdaterer software på sin computer.

Rasmus Ingomar Petersen, Leder af COWIs facadeteknikgruppe, Lyngby og Claus Iversen, Procon


Et eksempel på en sådan facadeopgradering er Strandgade 27A på Christianshavn i København. Denne kontorbygning på 5 etager med et areal på omtrent 3.700 m² blev opført i 1996 med Arkitekternes Pensionskasse som bygherre, og dannede indtil 2016 rammen for Akademisk Arkitektforening. Bygningen ejes nu af Købstædernes Forsikring, der anvender bygningen som hovedkontor.


I forbindelse med overtagelse af ejendommen besluttede bygherren at opgradere bygningen. Ønsket fra bygherre, Birthe Nordenlund, projektansvarlig hos Købstædernes Forsikring, var en opgraderet glasfacade, der både kunne sikre et forbedret indeklima og et reduceret varmetab. Det blev hurtigt klart, at der var sket en betydelig udvikling inden for termoruder i løbet af bygningens 20-årige levetid. Projekteringsarbejdet afklarede, at et skift fra 2-lags termoruder til 3-lags termoruder ville bidrage stærkt til, at bygningens energimærke blev forbedret fra D til C. Det skal tilføjes, at man i forbindelse med opgraderingen valgte at øge omfanget af mekanisk køling og komfortventilation betydeligt for at opfylde skærpede krav til indeklimaet, men alt i alt opnåede man altså en mere energivenlig bygning. Arbejdet med opgraderingen af den godt 600 m² store glasfacade blev gennemført på bare 6 uger i løbet af det tidlige forår i 2017. I forbindelse med udskiftningen blev isolatorerne i profilsystem forbedret, så deres linjetab er også blev reduceret.

I samme omgang blev stueetagens glasfacade mod Strandgade udskiftet til samme type 3-lags-termoruder, dog med en indbygget lydfolie der betyder en lydreduktion på Rw, total på 42 dB. Hermed blev generne fra trafikstøj kraftigt reduceret.

I efteråret 2017 flyttede de nye brugere ind i den opgraderede bygning, og man har fået meget positive tilbagemeldinger fra dem. De fortæller, at de nu på en frostkold vinterdag kan sidde tæt på glasfacaden uden gener i form af kuldefald eller kuldestråling.


Samfundet taber milliarder, hvis energirenoveringen ikke fordobles

Ny analyse viser, at vi som samfund taber milliarder, hvis vi ikke mindst fordobler indsatsen med at realisere varmebesparelser i vores eksisterende bygninger. Dette er en ny og vigtig erkendelse forud for forhandlingerne om en kommende politisk energiaftale for årene 2020-2030.

Af Renovering på Dagsordenen

Det betaler sig at optimere bygningsmassens klimaskærm for varmebesparelser. Foto: Bygherreforeningen

Sidste efterår udgav Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) en analyse af potentialet for varmebesparelser i den eksisterende bygningsmasse. Udgangspunktet for analysen var, at de nødvendige tiltag for at indfri potentialet skal være privatøkonomisk rentable, for at de bliver gennemført. En af konklusionerne i analysen var, at der er nogenlunde balance mellem bygningsreglementets krav ved større renoveringer og rentabiliteten i at opfylde kravene. Så langt så godt.

SBi’s analyse indgår som en del af de basisforudsætninger, som danner grundlag for regeringens kommende udspil til energiaftale. Her bliver det særligt interessant at se, hvilken rolle energieffektivisering kommer til at spille. Tidligere har både Klimarådet og Energikommissionen fremlagt analyser af, at energieffektivisering af bygninger spiller en vigtig rolle i den grønne omstilling af vores fremtidige energisystem, mens andre har argumenteret for, at energieffektivisering af bygningers varmeforbrug i det store hele ikke er værd at bekymre sig om, når varmeforsyningen bliver stadig grønnere.

31% reduktion er samfundsøkonomisk optimal
Partnerskabet Renovering på Dagsordenen har undervejs i debatten om fremtidens energisystem argumenteret for, at dette bør ”stå på tre ben” – udbygning af VE med tilhørende infrastruktur, øget elektrificering og øget energieffektivisering, nøjagtig som Energikommissionen anviser. Dette ud fra en afvejning af, hvad der vil være samfundsøkonomisk mest omkostningseffektivt.

Vores fokus og interesse har særligt drejet sig om bygningsmassen, og her slår en helt ny analyse fra EA Energianalyse nu fast, at det samfundsøkonomisk vil være mest optimalt at reducere varmeforbruget i den eksisterende bygningsmasse med hele 31% frem mod 2050 – når man sammenligner direkte med omkostningerne ved at skulle udbygge produktions- og forsyningsleddet til at producere den nødvendige varme.

Indsatsen skal mere end fordobles
For at opnå det samfundsøkonomiske optimum på 31% skal der opnås en gennemsnitlig, årlig besparelse på varmeforbruget på 1 procentpoint. Energistatistikken viser imidlertid, at besparelserne i det faktiske varmeforbrug i den eksisterende bygningsmasse (boliger) gennem de seneste 10 år er faldet til 0,25% årligt og de seneste år helt er stagneret. Selv når man tager højde for, at mange boligejere ”veksler” forbedret bygningsperformance med øget komfort (den såkaldte ”rebound-effekt”) betyder det stadig, at vi skal mere end fordoble reduktionen af varmeforbruget i bygningsmassen hvert år frem til 2050, hvis ikke vi som samfund vil gå glip af milliarder, som vi kunne have sparet i omstillingsomkostninger.

Energirenovering betaler sig
Hvis bygningsejerne ikke foretager de optimale investeringer og dermed optimerer bygningsmassen energimæssigt frem mod 2050, har EA Energianalyse opgjort, at vi som samfund vil tabe 23 mia. kr. (omregnet til nutidsværdi). I 2030 vil tabet udgøre ca. 1 mia. kr. årligt, stigende til 3,2 mia. kr. årligt i 2050. Tager man imidlertid højde for, at en række varmebesparelsestiltag ”kommer af sig selv” og medregner rebound-effekt
vil det samlede nettobesparelsespotentiale vil udgøre 1,6 mia. kr./ år i 2050 med en samlet nutidsværdi i 2020 på 12 mia. kr.

Den klare konklusion man må drage af den nye analyse fra EA Energianalyse er altså, at det samfundsøkonomisk i allerhøjeste grad betaler sig at energieffektivisere vores eksisterende bygningsmasse, og at vi skal accelerere indsatsen – ja, nærmest kickstarte den – med mindre vi som samfund skal gå glip af milliardbeløb.

Interesserede kan finde dokumentationen for pointerne i dette indlæg i disse rapporter:

Statens Byggeforskningsinstitut: Varmebesparelser i eksisterende bygninger, December 2017

EA Energianalyse Marts 2017