Målbarhed og klar kommunikation om indeklima skal være løftestang for gode renoveringer

Forbedring af boligens indeklima ved en renovering er en af de meget store fordele, som oftest ikke bliver synliggjort og desuden er svær at få med i beslutningsprocessen. Synliggøres forbedringen af indeklimaet på en klar og overskuelig måde, vil den også kunne vægte tungere i de beslutninger, der påvirker indeklimaet, når renoveringen er gennemført.

Af Tine Steen Larsen, civiling. ph.d., lektor på Aalborg Universitet og projektleder for indeklimaarbejdet i REBUS

Hvad forstår vi ved indeklima? Og kan vi øge forståelsen ved at kommunikere mere klart og målbart omkring det? Foto: Thomas Vilhelm / Photographic Nordic

Flere kender situationen. Der skal gennemføres en omfattende renovering af en boligblok. Beboerne skal inddrages i beslutningen, og visualiseringerne viser bygningens nye ydre udtryk, grønne områder og glade beboere. Indeklimaet er ikke en del af beslutningen, selvom de forskellige løsningsmuligheder helt sikkert også vil bidrage forskelligt til forbedring af både temperaturforhold, luftkvalitet, dagslys- og lydforhold i de færdigrenoverede boliger.

Hvorfor er det, at forbedringer af indeklimaet sjældent italesættes? Som indeklimaforsker er det ret frustrerende, at det, der for mig er så vigtigt og fylder så stor en del af min hverdag, ikke er lige så enkelt og vigtigt for alle andre. Hvorfor kan jeg, og alle de andre der fortæller at indeklimaet er vigtigt, ikke trænge igennem, når beslutningerne, der fastlægger indeklimaet i vores boliger, skoler eller andre bygninger, skal træffes? Hvor er det at kæden hopper af?

Jeg er kommet til den erkendelse, at indeklima for mange bare er noget som ER. Det er noget der kan fornemmes, en følelse af komfort, velvære, den første forårssol der skinner ind på mig gennem vinduet, den friske luft. Eller fraværet af efterklang når børnene leger fangeleg rundt om spisebordet og vi stadig prøver at føre en samtale. Indeklimaet er det der omslutter mig, men som jeg oftest ikke tænker over før end jeg bliver generet af det. Før end der bliver for varmt i soveværelset, der lugter af mug på badeværelset, eller teenageværelset mest af alt minder om en bjørnegrotte om morgenen.

Som fagperson kan jeg identificere de problemer, der genererer det dårlige indeklima og ændre på dem. Beboerne i boligrenoveringssagen nævnt ovenfor har derimod brug for en klar kommunikation af, hvor problemerne ligger, og hvordan renoveringen vil ændre på det for dem. Det er netop et værktøj til at vurdere og kommunikere dette, jeg har brugt de sidste par år på at udvikle sammen med et hold af yderst kompetente partnere i Samfundspartnerskabet REBUS. IndeklimaVurderings-værktøjet har vi kaldt IV20, og målet for det er at kunne formidle hvad indeklima-kvaliteten er både før og efter en renovering på en klar måde. Formidlingen foretages via et bogstav på en skala fra A-G på samme vis, som vi kender det fra energimærkerne for bygninger, hvidevarer mv. Desuden gives der en score for hvert af de fire områder akustisk, atmosfærisk, termisk og visuelt indeklima, så man også her kan se hvilket område, der har størst forbedringspotentiale, og hvordan de forskellige renoveringsforslag vil forbedre indeklimaet. Jeg tror på, at det er denne form for kommunikation, der har manglet indtil nu, og det er dette værktøj, der gør indeklimaet til mere end blot en fornemmelse omkring mig. Det er den klare kommunikation og målbarheden, der kommer til at sikre indeklimaet en plads i fremtidige beslutninger og øge efterspørgslen på god og bæredygtig renovering fremover.

Vurdering af indeklima-kvalitet med IV20. Den samlede vurdering angives med et bogstav. Samtidig angives score for hvert af områderne akustisk, atmosfærisk, termisk og visuelt indeklima.

 
Kommentarer

Ingen kommentarer endnu.

Skriv en kommentar