Kulturarv er noget vi deler med hinanden

Overskriften, med inspiration fra Danmarks Radios berømte slogan for licensen, er ikke tilfældig. Om vi taler om den mere end 90-årige public service institution eller om bygninger med særlig kulturel værdi, handler det om Danmark som kulturelt værdiskabende samfund med en historisk identitet. Og om vi er villige til at bære omkostningerne.

Af Graves Simonsen, projektchef i Bygherreforeningen

I disse år raser i debatter om, hvilke værdier, der definerer os som et folk. Skal vi ukritisk følge globaliseringen, hvor det rå marked definerer og styrer udviklingen inden for handel og pengestrømme, kultur og medier, folkevandringer osv.? Eller skal vi begrænse udviklingen til ren stagnation og lukke os om os selv af ren frygt for både det kendte og ukendte? Eller skal vi til stadighed forsøge at finde balancen mellem disse to modpoler?

Mens stort set alt i dag er til salg og kan flyttes over grænser, står arkitekturen i form at stationære bygninger og kulturelle aftryk tilbage. Som Winston Churchill formulerede for et par generationer siden: “We shape our buildings; thereafter they shape us”, bliver arkitekturen og bygningerne i dén grad identitetsskabende for os mennesker, der til dagligt bevæger eller opholder os i og mellem bygningerne. Og koblet med de økonomiske, sociale og miljømæssige værdier, der er bundet i bygningerne, bliver skabelsen og bevarelsen af de fysiske rammer i vores samfund en overordentlig ansvarsfuld opgave for politiske beslutningstagere, bygherrer, arkitekter, ingeniører, konstruktører, håndværkere og byggevareleverandører. Med ansvaret følger også forpligtelsen til at gøre sit bedste ud fra de til enhver tid tilstedeværende forudsætninger, herunder at anvende den bedste, tilgængelige viden og de tilstrækkelige ressourcer.

Det er evident, at bygningskulturen har værdi, uanset hvilken målemetode, der tages i anvendelse. Udfordringen ligger i at finde frem til metoder, der giver resultater, som kan forstås på tværs af faglige forudsætninger eller mangel på samme. Værdiopfattelse er ikke kun økonomisk funderet, men bygger i lige så høj grad på forskellige sanseindtryk og på følelser, der er påvirkelige. Dermed vil en værdisætning af et stykke arkitektur eller en bygning i realiteten aldrig være fuldstændigt dækkende. Dette er vigtigt at holde sig for øje, når arkitektur og bygninger diskuteres som en del af samfundets kulturelle kapital.

Desværre virker det som en aktuel tendens, at kulturens identitetsskabende betydning negligeres. Der ses for mange eksempler på, at man nedprioriterer driftsmidler til kulturelle institutioner og kulturelt funderede uddannelser. Folkestemningen understøtter tilsyneladende udviklingen, idet målinger umiddelbart forud for kommunalvalget i 2017 af befolkningens vægtning af politiske emner viser, at kultur-, fritids-, sports- og boligpolitik indtager sidstepladserne ud af 14 mulige. Om det skyldes, at disse hverdagsnære emner tages for givet, eller om der er tale om reelle fravalg stillet over for en aktiv prioritering, er uvist. Men det sætter i hvert fald emner som arkitektur, bygningskultur og kulturarv under pres – både økonomisk og opmærksomhedsmæssigt.

Fagfolk i workshop om, hvordan vi sikrer kompetencer til kvalificeret håndtering af bygningskulturarven

Civilsamfundets ansvar
Lige før julen 2017 mødtes en række fagfolk inden for byggeri, statslige og kommunale myndigheder, samt museer til to workshops. Den ene workshop handlede om, hvordan vi sikrer, at der i fremtiden findes bygningshåndværkere med kulturelle indsigter og færdigheder til at tage vare på vores kulturarv, mens den anden workshop handlede om arkitekturens værdiskabelse, og hvordan vi sikrer at arkitekturen overlever både som et verdenskendt, dansk varemærke, men i lige så høj grad som et nationalt dannelsesprojekt. Uden at det direkte fremgik af de officielle invitationer og oplæg var den bedrøvelige anledning for begge workshops nok de ovenfor nævnte årsager.

Konklusionerne af de to workshops forventes offentliggjort i første halvdel af 2018, men tendensen vil være den samme: Det kræver en opprioritering og det kræver handling. Siden Marianne Jelveds offentliggørelse af den daværende regerings Arkitekturpolitik: Mennesket i centrum i 2014, har det være sparsomt med aktiviteter til implementering af de mange gode intentioner og forslag til konkrete initiativer. Tilsvarende er initiativer som fx det tidligere Center for Bygningsrestaurering ved Syddansk Erhvervsskole, der blev oprettet for at sikre efteruddannelse af håndværkere til kvalificeret at restaurere og renovere vores bygningsarv, i dag begrænset til korte kurser og åbent værksted uden sammenhængende fokus. Det kan ikke kun forklares som et spørgsmål om mangel på efterspørgsel efter disse kvalifikationer.

Skal kulturarven være noget vi deler fremover, som del af dét at definere os selv som folk, må der ske en opprioritering af de nødvendige aktiviteter og kvalifikationer, så der bliver noget reelt at dele i fremtiden. Det betyder, at der er behov for politisk opmærksomhed og en tydelig forankring i centrale organer, men i lige så høj grad at civilsamfundet accepterer præmissen om at kulturen opstår midt i mellem os alle som borgere, at den skaber værdi, og at dens overlevelse er et fælles ansvar. Men også at vi som samfund i fællesskab må bære de nødvendige omkostninger.

Godt nytår!

 
Kommentarer

Ingen kommentarer endnu.

Skriv en kommentar