Efterspørgslen alene er næppe nok for de unge til byggeriet

Den megen tale om mangel på fremtidens håndværkere og lav rekruttering til håndværksfagene blandt unge, synes at have bidt sig fast i statistikker og politiske taler. Hvis der er enighed om problemstillingen, hvad er så løsningen?

Af Mogens Victor Andersen, tømrer, arkitekt og lektor i erhvervspædagogik

Foto: Mogens Victor Andersen

For nylig viste en analyse, at flere unge søger en erhvervsuddannelse. De seneste tal for 2018 viser således en stigning i antallet af tilmeldte til erhvervsuddannelserne på knap 1 procentpoint. Men 32 % af den samlede tilmelding udgøres af elever til det tekniske gymnasium, så der er stadig lang vej op til målsætningen om en større samlet tilgang til erhvervsuddannelserne. Det er nemlig kun hver femte af de unge i alderen 15-19 år, der i disse år vælger en håndværksuddannelse i en af de 16 hovedkategorier. Af disse repræsenterer byggeriet kun knap hver tiende af de unge.

Ubalance i markedet
Trods ændrede produktionsmetoder og bedre sæsonudjævning end tidligere, opstår der i tider med højkonjunktur ofte ubalance i markedet mellem udbud og efterspørgsel efter kvalificeret arbejdskraft i byggeriet. Systemet bag erhvervsuddannelserne forsøger så mere eller mindre automatisk at kompensere for, at udbuddet periodisk er lavere end efterspørgslen ved at indsnævre kompetencefeltet, så unge håndværkere oplæres i netop dét, som det aktuelle marked efterspørger. Det kan man mene er naturligt, men risikerer at ende med snævre uddannelser, der minder om fortidens specialarbejderuddannelser. Og det er tvivlsomt, om disse er attraktive nok for de unge – eller for virksomhederne og dermed for samfundet. Med et stadigt stigende antal forskellige byggematerialer og konstruktionsmetoder er alt for snævre uddannelser næppe vejen til at sikre, at branchen har tilstrækkelig med kompetencer, samt at de unge erhverver et bredt kompetencefelt, der gør dem i stand til at medvirke til udvikling af byggesektorens og dens mange facetter.

Ikke noget entydigt svar
Den potentielle indsnævring af uddannelserne følger af det mantra, der siden årtusindeskiftet har hersket om, at uddannelser skal være korte og snævert målrettet efterspørgslen i det private arbejdsmarked. Det har især været udtalt om de akademiske uddannelser, at markedet har mere brug for bachelorer end fuldbyrdede akademikere, men er næppe et entydigt svar på fremtidens udfordringer på arbejdsmarkedet. For så vidt angår håndværksuddannelserne leverer Louise Sjøntoft fra NCC i sit indlæg her på bloggen nogle gode bud på både problemstilling og svar ud fra et virksomhedsperspektiv, og refererer samtidigt til nogle af NCC’s egne initiativer til at fremme udbuddet og finde talentmassen. Hun peger endvidere på initiativer, hvor politikerne kan gøre en indsats som fx ”hører op med at tale håndværksfaget ned og i højere grad må til lommerne, frem for at skære i midlerne til erhvervsuddannelserne”.

Mange politikere vil være fristet til at hævde, at markedet selv finder ud af at løse problemet, fordi virksomheder, der ikke følger med udviklingen, vil uddø af sig selv og andre mere innovative virksomheder vil tage over, og dermed sikre at udviklingen fortsætter. Logikken forudsætter imidlertid, at samfundets kulturelle materielle og immaterielle værdier kun har betydning, hvis de er direkte (og ofte kortsigtet) økonomisk omsættelige.

Håndværkeren som kulturbærer
Gennem tiden har det gode håndværk imidlertid også været anprist som en værdi, der ikke kun handlede om omsættelig, økonomisk værdi. Kreative løsninger på komplekse problemstillinger, kvalitative udførelser af skønhed og holdbarhed, samt indgående indsigt i og forstand på at afæske materialers egenskaber og muligheder er således klassiske håndværkerdyder, der desværre udvandes i et klassisk økonomisk spil.

I snæver og kortsigtet forstand koster kvalitet penge, men sjældent i bredere og langsigtet perspektiv. I et historisk perspektiv gælder det billedligt talt, at dyrkes det langsomt og bygges det langsomt, nedbrydes det langsomt. Det ved enhver erfaren håndværker. Og det er i samspillet mellem idé, udførelse og resultat, at det kulturelle element opstår, og materialiserer sig som arkitektur, design, skønhed og patina. Og det er i dette samspil at håndværkeren på godt og ondt er og bliver kulturbæreren.

Måske er det netop dén fortælling, der kan få flere unge til at vælge håndværk frem for ordværk? Kan vi nå frem til en accept af, at det kulturelle element er afgørende for en kvalitativ samfundsudvikling, hvor det ikke kun er facaden, der holder, men også alt det, der hæver vores liv og færden over laveste og billigste niveau, kan livet som håndværker blive attraktivt – og båret af stolthed over de opnåede resultater. Det kræver imidlertid samtidigt en forståelse for, at håndværksuddannelsen har de nødvendige ressourcer og rammer – og ikke mindst et mindset om, at man ikke kun ”uddanner murere til at lægge sten, men i stedet til at bygge katedraler”.

En samlet indsats
I sig selv er dette ikke nye erkendelser, og der er da også flere initiativrige ildsjæle, der forsøger at rette op på tabet af kulturel kompetence i håndværksfagene – som et slags modsvar på moderniteten. Opmærksomheden samles her specielt om de håndværk, der skal sikre kulturarven, og som selvsagt er nødvendige at holde fast i, hvis fortiden ikke skal gå tabt. Et initiativ som byggefilm.dk – en samling af korte film, der dokumenterer klassiske håndværksmetoder og -færdigheder, og som har til formål at bevare viden om og interessen for håndværkeren som kulturbærer, er et eksempel herpå. Andre prøver at (gen)samle gode kræfter omkring restaureringskurser. Men hvem tager på samme måde teten i forhold til at hæve det kulturelle niveau i håndværksuddannelserne som helhed? Og hvem spiller bolden derhen, hvor målene står – i Undervisningsministeriet og de faglige udvalg, der rådgiver ministeriet?

Erhvervsuddannelsessystemet er en kompleks organisme med mange interesser og systemiske forskydninger, der i høj grad afhænger af politisk-økonomiske prioriteringer og markedskræfter. Sådan må det være. Men disse bør ikke stå alene, hvis vi fortsat skal udvikle os som kulturelt samfund. Der er brug for at knytte alle gode kræfter til en samlet, integreret indsats. En indsats, der supplerer den rene markedsbetragtning med et bredere kulturelt aspekt i uddannelserne, og indsatsen skal nå helt ud i grundskolerne, der skal levere de kommende kulturbærende håndværkere.

Læs også indlægget Bygningskulturen har skabere og bærere

 
Kommentarer

Ingen kommentarer endnu.

Skriv en kommentar