Smart og parat til fremtidens energisystem

Det kan kun gå for langsomt med at sætte skub i en række konkrete tiltag, som Energikommissionens anbefalinger kom med i april. Vi skal gå mod en ansvarlig og rationel omstilling til en bæredygtig energiproduktion.

af Thomas Damkjær Petersen, formand for Ingeniørforeningen, IDA

Vi har i kølvandet på Energikommissionens rapport spurgt IDAs energipanel og har fået svar fra 387 eksperter og fagfolk, der alle beskæftiger sig inden for energiområdet. Og konklusionen er klar. Rapporten er ambitiøs, der bliver fokuseret på en lang række områder, vi i årevis har efterlyst, og ligesom kommissionen mener vi, at vi hurtigst muligt skal sætte ind med elektrificeringer og skabe incitamenter til, at vi bruger den grønne el, hvor den kan erstatte kul, olie og gas. Det skal blandt andet ske ved, at fjernvarmen skal have store varmepumper og ved at bygninger i højere grad skal spille sammen med resten energisystemet.  De skal være smarte så forbruget kan matche udsving i produktion – og de skal være parate. Det vil sige udviklingen af fx lav-temperatur fjernvarme kræver, at vi har udstyret parat også hos forbrugerne. Her skal vi huske, at bygninger kommer i mange udgaver og med mange typer af forbrugere. Det vil sige store beboelsesejendomme har samlet kapacitet til at være fleksible i deres forbrug – imens det ikke gør den store forskel i energisystemet, hvis det er mig alene, der skruer ned for køleskabet hjemme i lejligheden, når el-produktionen er lav. Fleksibiliteten kommer fra de kollektive løsninger –  løsninger hvor vi puljer vores forbrug.

Men bygningernes rolle er ikke kun at være smarte og parate til at bruge den vedvarende energi. Energikommissionen har også fokus på den tredje dimension i et bæredygtigt energisystem nemlig energieffektiviseringer. Vejen til den økonomisk fornuftige grønne omstilling af energisystemet går igennem energibesparelser. 62 procent af de adspurgte i vores dugfriske undersøgelse er helt enige/overvejende enige i, at energieffektivisereringer skal prioriteres, når det er billigere end at udbygge vedvarende energi. Det vil jo i højgrad sige i bygningerne, hvor vi bruger en væsentlig del af den energi der produceres.

I IDA er vi glade for, at Energikommissionen har taget udfordringen med energieffektivisereringer alvorligt, som en del af fremtidens energipolitik, og vi håber, at Christiansborg tager anbefalingerne og vores fagfolk alvorligt og lytter til netop det punkt i arbejdet med det kommende energiforlig.

 
Kommentarer

Ingen kommentarer endnu.

Skriv en kommentar