Renovering nede fra og opad

Når tegningen ikke viser, hvordan facadeelementet kan klemmes ned bag altanen, så løser håndværkeren problemet uden de store fanfarer og bonuskrav. Men hvad er det egentlig der sker, og hvad kan vi lære af det?

Af Søren Meyer, Udviklingschef Grundejernes Investeringsfond

Foto: Anne Prytz Schaldemose

Foto: Anne Prytz Schaldemose

Byggeriet er i rivende udvikling for at møde udfordringer med for højt energiforbrug, spild af ressourcer, behov for øget produktivitet og klimatilpasning. Visionerne og mulighederne er store, men hvordan møder de den praktiske virkelighed? Først når en ændret praksis er forankret, er en ny ide for alvor blevet til innovation.
Det kræver planlægning, tidlig inddragelse og kommunikation, det kræver, at vi hver dag i praksis overvinder benspænd og tænker os om. Med projektet Visioner i Praksis har vi i GI støttet et arbejde, som ser nærmere på de praktikere, der gør byggeriets visioner til virkelighed, og løser problemerne i helt konkrete projekter.

Top down modellen udfordres
Projektet Visioner i Praksis har inviteret rådgivere og udførende fra hele landet til at dele deres erfaringer fra  praksis. Resultatet er blevet et vidnesbyrd om, at der er en stor vilje til at udvikle nyt, blandt dem der kan og ikke bare vil. Det vidner om, at der er ”kloge hænder” som griber visionerne fra Christiansborg, forskningsinstitutioner, analyseinstitutter og direktionsgange, og bringer dem udpå byggepladserne rundt om i landet. Sat på spidsen, så er byggerier ikke blot det der er på papiret, det er et håndværk, i alle ordets betydninger. Det må vi ikke glemme, når vi på politisk og organisatorisk niveau formulerer visionerne for byggeriets produktivitet, økonomi og bæredygtighed.

Behov for bredere ejerskab

Praktikerne er tættest på selve produktionen og ved hvordan arbejdet bedst udføres. Det er derfor et stort potentiale for at inddrage erfaringer fra praksis, når der på politisk og ledelsesmæssigt niveau tales om produktivitetsudfordringer, kvalitet og grøn omstilling i byggeriet. GI bidrager gerne som brobygger i den proces.

Når det er sagt, så er det ikke kun politikere eller andre beslutningstageres ”skyld”, at en stor del af byggeriets reelle værdiskabelse er usynlig. Mange praktikere oplever ikke selv deres idéer og nye måder at gøre tingene på som noget, der fortjener at blive italesat og formidlet. Typisk formidles andre forhold som fx firmaets referenceliste eller et godt årsresultat eksternt, mens væsentlige nyskabelser, som ”redder” hele byggeprojekter anses for at være en almindelig del af det gode og kreative håndværk, som blot formidles videre til sidemanden i skurvognen under dagens frokost. Men der er behov for at sikre et bredere ejerskab til byggeriets udfordringer.

Det er en åbenlys god ide at inddrage byggeriets praktikere i den måde vi tænker branchens udvikling. Selvom et forbedret vidensflow fra praktikere til beslutningstagere og vise versa kræver tid og arbejde, vil jeg vædde på, at investeringen vil være god. Både på kort og lang sigt; i de konkrete projekter rundt om i landet, og i forhold til at sikre de ca. 4.000 milliarder kroner, der er bundet som værdier i vores eksisterende bygningsmasse, og som for en stor dels vedkommende skal renoveres de kommende år.

Mødet mellem visioner og praksis kan bidrage til løsningen af de udfordringer som en af landets betydeligste sektorer står over for. Kun på den måde kan vi sikre, at byggeriet bliver forstået som en branche med en intern logik, der rummer både udfordringer og muligheder frem for alene som et samfundsmæssigt reguleringsværktøj i forhold til beskæftigelse, grøn omstilling og vækst. Det er først når visioner møder praksis, at værdien reelt bliver skabt!

Hent

eller

bestil publikationen Visioner i Praksis

 
Kommentarer
Anne Midtgaard Jønsson

Endnu engang rammer du “hovedet på sømmet” med dit indlæg Søren 🙂

Jeg møder gennem mit arbejde ofte kunder, som efterspørger håndværkere, der kan påtage sig de lidt “skævere” opgaver og udtænke løsninger, som måske ikke ligger lige for. Alting er nemt på papiret, men virkeligheden viser sig ofte at være anderledes – specielt når det handler om vores ældre bygningninger, som fortjener at blive behandlet med respekt.

Som hustru til en tømrer og mor til en murer og bygningskonstruktør lægger jeg desuden ofte øre til de frustrationer som håndværkerne møder på byggepladsen, og som giver mulighed for udvikling og nytænkning af idéer og løsningsmodeller. Helt klart noget der bør komme meget mere fokus på i fremtiden. Derfor hilser jeg “Visioner i praksis” velkommen og glæder mig til at se, hvad vi kan få ud af at samarbejde om løsninger og formidling.

Hej Anne
Tak for de fine ord. Det er nu de gode mennesker fra Bygherreforeningen og Smith Innovation der skal have æren. Det er deres projekt der givet stof til ovenstående blogindlæg.

Skriv en kommentar