”Grøn realisme” spænder ben for udvikling

Af Annette Blegvad, vicedirektør i Arkitektforeningen
Burreso
Klima og bæredygtighed blev ikke nævnt med ét ord af statsminister Lars Løkke Rasmussen, da han første tirsdag i oktober holdt sin – af grundloven pålagte redegørelse om “rigets almindelige stilling og de af regeringen påtænkte foranstaltninger” – åbningstale i Folketinget. Hermed er kimen til en politisk sæson med nedprioritering af det grønne område for alvor sået.

Læser man endvidere regeringsgrundlaget og regeringens lovkatalog, vil man støde på begrebet ”grøn realisme”, der i praksis betyder en slækkelse af ambitionerne for klima- og energiområdet. Den grønne realisme indebærer nemlig nedskæringer på området over en bred kam, og at Danmark ikke længere skal være duksen i klassen, når der skal sættes klimamål. Mål, der ellers har bragt os i front globalt, når det handler om energieffektive løsninger – også i forhold til byggeri og renovering.

Samtidig er der massiv signalværdi i at flytte byggeriet som ressortområde væk fra Klima- og energi til Transport- og bygningsministeriet. Måske regeringen har glemt at bygningsmassen står for godt 40% af Danmarks energiforbrug?

I stedet bør Lars Løkke-regeringen kigge en ekstra gang på den tidligere regerings byggepolitiske strategi og energirenoveringsstrategi, der gav bud på 5 indsatsområder og hele 34 initiativer som særligt vil gøre sig gældende i byggeriet.

Læs “Vejen til et styrket byggeri i Danmark”

Læs “Strategi for energirenovering af bygninger

Godt nok er det den tidligere SR-regering, som lancerede initiativet til de to strategier. Ikke desto mindre er de for vigtige til at slagte i ”den grønne realismes” navn og for vigtige for alle aktører i byggesektoren. Takket være en særdeles inddragende proces, orkestreret af Energistyrelsen, kan sektorens organisationer og virksomheder tage et stort ejerskab for strategierne. Nu gælder det om at fortsætte – og skrue endnu mere op for – arbejdet med at sætte byggeområdet og renovering på dagsordenen i forhold til energibesparelser.

Det skal vi gøre her på bloggen, og det skal vi gøre på Building Green, der som bekendt løber af stablen i næste uge. Konferencen tegner til at blive større end nogensinde og er derfor en oplagt mulighed til at råbe politikerne op: Renovering og grønne ambitioner er vejen frem, hvis dansk byggeri skal bevare sin stærke position i den internationale konkurrence.

Læs mere om Building Green

 
Kommentarer

Ingen kommentarer endnu.

Skriv en kommentar