Gode aspekter i Energikommissionens 6 anbefalinger, men behov for handling

 

Energikommissionen har netop præsenteret sine anbefalinger til regeringen, der efter sommeren ventes at komme med sit oplæg til energi- og klimapolitikken for 2020-2030. Formand for kommissionen, Niels B. Christiansen, administrerende direktør i Danfoss gav på et pressemøde sit indspark til de energipolitiske mål for 2030 og det langsigtede mål i 2050.

Annette Blegvad, Vicedirektør, Arkitektforeningen

Energikommissionen anbefaler et nybrud, så der i fremtiden skabes grundlag for flere markedsbaserede løsninger og øget elektrificering. Det giver umiddelbart god mening, men det anbefales samtidig, at støtten til vedvarende energi på længere sigt skal udfases, som kommissionsformanden nævnte i sin præsentation. Samtidig foreslås det, at specifikke krav til valg af en bestemt energiteknologi droppes, når projekter sendes i udbud.

Opgøret med det eksisterende afgiftssystem, kan dog vise sig at være problematisk, hvis der handles for hurtigt. Det er især den høje elafgift og biomassens afgiftsfritagelse, energikommissionen er ude efter. Det er i den sammenhæng positivt, at der ikke lægges op til at afskaffe de eksisterende støtteordninger her og nu, men at det derimod skal ske gennem en gradvis udfasning efterhånden som teknologierne kan klare sig på markedsvilkår. Ligesom energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt, anbefaler kommissionen i højere grad brugen af el til at dække energiforbruget i boligmassen og som brændstof i transportsektoren.

Der er meget fornuft i at prioritere en effektivisering af energispareindsatsen, som kommissionen foreslår i rapporten..

Energiforbruget til opvarmning af danskerne boliger er faldet markant siden 1970’erne. Det samme er tilfældet i industrien. Men energieffektivisering skal fortsat spille en væsentlig rolle, når målsætningerne på energiområdet skal omsættes til handling. Her er der behov for en mere ambitiøs tilgang fra regeringens side – både herhjemme og i Bruxelles – så der leves op til de fremtidige mål for energieffektivisering.

Regeringen kan starte med at plukke de lavthængende frugter, som energieffektiviseringen i bygningsmassen er udtryk for. Der er stadig et stort potentiale for at reducere energiforbruget i de eksisterende boliger, og det er positiv læsning, når der trods alt står i rapporten, at energieffektiviseringstiltag skal fremmes i forbindelse med renovering af boligmassen. Om det bliver tilfældet, vil vise sig i de fremtidige forhandlinger.

Energikommissionen anbefaler at der skal bruges betydelig flere penge på forskning i energiteknologi. Forhåbentlig indbefatter det også forskning i ikke-teknologiske løsninger som i ændring af brugeradfærd, materialeudvikling, totaløkonomi og formgivningsmæssige løsninger, som kan være energibesparende helt uden brug af teknologi.

Bevillingerne til forskning har været faldende siden 2010 og hvis Danmark skal beholde en plads i konkurrencen om de bedste energiløsninger, grønne arbejdspladser og bæredygtig, langtidsholdbar arkitektur, så kan det ikke overlades alene til markedskræfterne; men kræver klar politisk vilje og stillingtagen.

 
Kommentarer

Ingen kommentarer endnu.

Skriv en kommentar