Genbrug af betonkonstruktioner bidrager til cirkulær økonomi

Når spørgsmålet om renovering kommer op, er det oftest i forhold til den store mængde af parcelhuse eller muret etagebyggeri. Men renovering handler ikke kun om parcelhuse og muret byggeri. Det handler i høj grad også om betonbyggeri. Her er der potentiale i genbrug af eksisterende konstruktioner.

Af Thomas Uhd, branchedirektør i Dansk Beton under Dansk Byggeri

Der er især en stor mængde kontorbygninger og almene boliger, hvor betonkonstruktionen ikke fejler noget, men hvor der er kraftig brug for energirenovering og måske opdatering af bad, køkken og indretning.

I den forbindelse er det indlysende spørgsmål, om konstruktionen kan leve op til nutidige krav. Eller om det simpelthen bliver for dyrt at renovere. Det kan handle om loftshøjde eller mulighed for at leve op til energikravene. I de tilfælde kan nedrivning være den bedste løsning. Er man i tvivl om man skal renovere eller starte forfra, findes der værktøjer til at vurdere dette.

En anden vej at gå end traditionel renovering er afspejlet hos forrige års vinder af RENOVER prisen. Herning Bibliotek er nemlig et godt eksempel på, hvordan en eksisterende betonkonstruktion kan genbruges til helt nye formål. Netop brugen af eksisterende betonkonstruktioner ses mere og mere. I Aalborg er man i gang med at strippe 176 almene boliger for alt indmad og bygge op omkring den gamle betonkonstruktion.  Den tilgang blev også brugt til DI-domicilet på Rådhuspladsen i København. Det bliver ikke sidste gang det ses, for der er ingen grund til at rive gode konstruktioner ned, hvis de kan genbruges.

Og ser man på transformation – i udkanten af renoveringsområdet – så er udtjente siloer bl.a. i Nordhaven og Aalborg, på Islands Brygge og i Carlsberg Byen oplagte eksempler på, hvordan man kan genbruge en betonkonstruktion til nye formål. Et andet spændende eksempel ligger i Roskilde, hvor man er ved at omdanne en hel betonfabrik til musikområde. Rockmuseet Ragnarock er allerede bygget og de kommende år bliver den gamle betonfabrik til en ny kreativ bydel.

Det er dog ikke alle betonkonstruktioner, som egner sig til nye formål. Det kræver en solid og stærk betonkonstruktion. De er langt de fleste, men der er eksempler, hvor betonen ikke har den fornødne kvalitet. I de tilfælde er det tvivlsomt om renovering eller transformation kan betale sig.

Genbrug af betonkonstruktioner er oplagt, men kræver en solid konstruktion, som egner sig til at blive brugt til nye formål. Er det tilfældet, er genbrug af betonkonstruktioner et bidrag til den cirkulære økonomi.

 
Kommentarer

Ingen kommentarer endnu.

Skriv en kommentar