Er solceller på matriklen trylleformularen til bedre bygninger?

 

Ambitionen for nye bygningers energibehov frem mod 2020 blev fastlagt i en politisk energiaftale i 2008. På papir ligner talrækken 25-25-25 ren magi, men dækker over reduktioner af energibehovet på 25% hver 5. år – med start i bygningsreglementet i 2010 (BR10). På 10 år skal der således ske en energimæssig forbedring af nye bygninger på 75%. Foreløbigt tyder det på, at det kun kan ske gennem at købe sig aflad med solceller eller anden vedvarende energiforsyning på matriklen.

Af Graves Simonsen, projektchef i Bygherreforeningen

Den danske energiambition er befæstet i EU’s bygningsdirektiv og det danske bygningsreglement (BR). Det medfører et krav om at vedvarende energiproduktion (VE) på eller nærved nye bygninger skal kunne medregnes, når komponentkravene ikke rækker til at opfylde energirammerne i 2015 og 2020. Det har især betydning for den indtil videre frivillige Bygningsklasse 2020, der kan blive minimumsstandarden for nye bygninger i et kommende BR20.

Bygningsintegrerede solceller kan medregnes i energirammen

Bygningsintegrerede solceller kan medregnes i energirammen

Inden for fjernvarmeforsynede områder, der dækker 2/3 af landet og de tættest bebyggede områder, er det primært el-produktion via solceller, der bliver medregnet i energirammen. Det sker for at kunne dække mankoen mellem den del af energirammen, der dækkes ind af komponentkravene, og arkitektens og/eller bygherrens arkitektoniske ambitioner. På papiret et ædelt trick, der umiddelbart virker bæredygtigt, fordi den producerede energi i grove træk er ren og fri for CO2, men må samtidigt ses som et udtryk for at teknologien må tage over, hvor arkitekturen ikke slår til. Og er det så reelt bæredygtigt og vejen til bedre bygninger?

I en lang række europæiske lande giver direktivbestemmelsen om medregning af VE i energirammen rigtig god mening. Her erstatter fx solceller og varmepumper fossile brændsler i individuelt opvarmede eller nedkølede bygninger – også i tætbebyggede områder. Og med en nedadgående prisudvikling som konsekvens af et stigende marked bidrager bestemmelsen til den grønne omstilling til fordel for både klimaet og forsyningssikkerheden. Men giver det samme mening i et land som Danmark med veludviklede kollektive energiforsyninger?

Udfordringer med VE i energirammen
Fra et byg- og driftsherresynspunkt kan kravet om medregning af VE i energirammen være problematisk. Nok kan det give bygherrer og arkitekter større arkitektoniske frihedsgrader, men der mangler en analyse af, hvad det betyder for bygningskvaliteten og -driften – og dermed for bæredygtigheden på den lange bane. Hvor stor en andel af energirammen VE udgør i de op mod 2.000 allerede opførte Bygningsklasse 2020-byggerier, og hvordan disse bygninger i praksis performer i forhold til energikravene, er indtil videre uvist. Men blandt de professionelle bygherrer tegner der sig et billede af, at der er ubalance mellem omkostninger og effekt i spændet mellem 2015- og 2020-kravene. Det koster uforholdsmæssigt meget at opnå ’de sidste kWh’ ved at stramme energikravene i forhold til BR15 ved hjælp af bygningsintegreret VE.

I en dansk kontekst kan der således stilles spørgsmålstegn ved, om bygningsintegreret VE i energirammen er blevet arkitekturens nye trøst? Med komponentkravene i BR15 har vi nået en bygningsstandard, hvor energibehovet i nye bygninger i hvert fald på papiret er passende lavt ved hjælp af passive tiltag (komponentkrav) og energieffektive installationer med intelligent styring. Skal der ske en yderligere 25% reduktion eller effektivisering i 2020, er tilskud af vedvarende energi uundgåelig, også selv om yderligere teknologiudvikling i komponenterne tages med i ligningen. Spørgsmålet er så, hvor denne energi skal komme fra, så regnestykket går op? Med de nuværende teknologier falder effekten af solceller allerede efter 20-25 år, og står vi så på det tidspunkt med bygninger, der ikke længere opfylder energikravene? Og kan alle nye bygninger placeres optimalt i forhold til solen, hvis de samtidigt skal kunne indgå i udviklingen af bæredygtige, bymæssige strukturer?

Vi taler marginaler
Med i det samlede billede hører, at stramningerne på 25% i forhold til BR15 vil vedrøre en forholdsvis lille del af bygningsmassen, der kun forøges med ca. 1% årligt målt i m2. Derimod vurderes det, at mere end 2/3 af den eksisterende bygningsmasse også vil findes i 2050, og for denne dels vedkommende vil BR15-kravene være det ultimativt opnåelige. Så set under ét vil den del af energikravet til nye bygninger i 2020, der kræver medregning af bygningsintegreret VE, kun medføre et marginalt tilskud til den grønne omstilling, og vil måske samtidigt være den mindst omkostningseffektive indsats – både privat- og samfundsøkonomisk.

Det bør derfor overvejes at gentænke bygningsreglementet, så det i endnu højere grad fremmer design eller opgradering af bygninger, der passer til det klima, de skal fungere i. Samtidigt må der ske en yderligere udviklingen af de frivillige renoveringsklasser til i højere grad bidrage til energimæssig opgradering af den eksisterende bygningsmasse, hvor langt hovedparten af energien bliver anvendt. Og endelige vil et stærkere fokus på bygningsdrift i bygningsreglementet eller tilstødende lovgivning kunne fremme langsigtede og holdbare løsninger, der udkonkurrerer det nuværende fokus på marginale energibesparelser.

Udfordring af bygningsdirektivet
Ingen kan være modstandere af en fornuftig grøn omstilling af vores bygningsmasse, og de professionelle danske bygherrer er sig da også helt bevidste om deres rolle heri. Investeringer i nye bygninger og deres indbyggede teknologier sker således ikke kun på bygherrens egne præmisser, men skal også ses som et markant bidrag til de fysiske rammer for samfundsudviklingen. Derfor bidrager bygherrerne gerne – med arkitekternes og ingeniørernes hjælp – til at minimere bygningernes fodaftryk på miljø og klima.

Samtidigt tegner der sig et billede af, at samspillet mellem bygninger og fremtidens energiforsyning må være en krumtap i en kommende dansk energipolitik. En sådan præmis vil kunne føre til nye muligheder for at tænke vedvarende energi ud fra omkostningseffektivitet: Hvor og hvornår er det mest omkostningseffektivt at anvende bygningsintegreret VE contra VE i den kollektive forsyningsnet – totaløkonomisk og driftsmæssigt, samfundsmæssigt og privatøkonomisk?

Det er nødvendigt at tage kritisk stilling til EU’s direktiver og især implementeringen heraf i dansk byggelovgivning, samt at genbesøge udfordringen af den fremtidige energipolitik. Det er simpelthen ikke bæredygtigt at lade være.

VIP diskussion på Building Green
Den 2. november kl. 13.30 inviterer Bygherreforeningen i samarbejde med Renovering på Dagsordenen til debat på Building Green i Forum, hvor et panel af eksperter giver hver deres perspektiv på emnet.

Læs mere om arrangementet

Det Økologiske Råd og Aalborg Universitet har uafhængigt af hinanden analyseret emnet ud fra forskellige vinkler. Mens Det Økologiske Råd med rapporten Vedvarende energi i Bygningsreglementets energirammer grundigt analyserer og diskuterer fordele og ulemper ved eksisterende og fremtidig medregning af VE-el til opfyldelse af energirammen i forbindelse med bygninger, ser Aalborg Universitet med rapporten Future Green Buildings – A key to cost-effective sustainable energy systems mere bredt på bygningernes rolle i det fremtidige energisystem. Begge parter vil være repræsenteret i VIP-panelet.

 
Kommentarer

Erfaringerne med at forudsige fremtidens vinderteknologier er ikke netop prangende. Men sætter vi mål for den fremtidige ydeevne af vores produkter, så har erhvervslivet vist en fantastisk evne til at innovere sig frem til løsningerne. Det gælder også for bygninger.

Fra Dansk Byggeri og VE-Byg har vi svært ved at se problemet med, at man sætter et ambitiøst mål for den energimæssige ydeevne for fremtidens bygninger og samtidig giver frihedsgrader til at opfylde målene. Lige nu er solceller i de fleste situationer den indlysende løsning for at nå energirammekravene i BR 2020, men i fremtiden får vi måske andre løsninger i form af batterier, smart teknologi, nye isoleringsmaterialer eller noget helt andet, som vi ikke havde forudset. Men sætter vi ikke barren højt, hvor er så incitamentet til at udvikle de teknologier?

For bygherrerne må der også være en pointe i at have frihed til at vælge nye, spændende arkitektoniske løsninger, som ikke ville være mulige uden en større energiværktøjskasse end den, som udgøres af komponentkrav. Nu har vi muligheden for at få det store udvalg af arkitektoniske muligheder og samtidig holde et pres på innovationen i byggeriet. Det er da en vindersag for både bygherrerne og for klimaet.

Skriv en kommentar