Dårlig luft koster elever to års skolegang

I et ganske uvidenskabeligt forsøg lånte jeg en indeklimamåler – der registrerer CO2, støj, temperatur og luftfugtighed. Vi fik i en kort periode lov til at sætte den op i min datters 4. klasse. Resultatet var skræmmende – hovedparten af den tid, hvor børnene var i klassen, lå ppm-værdien mellem 2-3000 ppm, hvor grænseværdien er på 1000 ppm.

undervisAt dette resultat desværre ikke er enestående, viser en undersøgelse, som DTU og Danish Science Factory har lavet. Seks ud af ti skoleklasser har dårligt indeklima og overskrider den anbefalede maksimumsværdi for CO2-koncentrationen i klasselokalerne. Både danske og amerikanske undersøgelser viser, at et godt indeklima i klasselokaler har en afgørende betydning for elevers modtagelighed over for indlæring. Ifølge DTU kan indlæringen hos skoleelever øges med helt op til 15-20 procent, hvis ventileringen af lokalerne øges til 10 liter per sekund per person. Ud af en skolegang på typisk 10 år svarer det til 1 ½ -2 års indlæring.

Det dårlige indeklima skyldes, at undervisningsinstitutionerne ikke er udstyret med ventilation, der kan udlufte de undervisningslokaler, hvor mange elever tilbringer 7-8 timer om dagen. I Danmark benytter hovedparten af skolerne kun vinduesudluftning, hvilket kræver, at nogen husker at lukke vinduerne op. Og på en kold og regnfuld november-dag er det let at glemme. Det betyder, at indeklimaet især i vintermånederne er meget dårligt i lokalerne, idet tilførslen af frisk luft bliver utilstrækkelig.

Ifølge en arealanalyse, som den rådgivende ingeniørvirksomhed Bascon har lavet af Lyngby-Taarbæk Kommunes bygninger, fremgår det, at alene skolerne i kommunen har et renoveringsefterslæb på godt 81 mio. kr. Det er bygninger, hvor skoleelever nu har en 35 timers uge, og hvor det forventes, at de lærer noget. Der er formentlig kommuner, hvor det står værre til end i Lyngby-Taarbæk. I FRI kan vi selvfølgelig godt se kommunernes problemer med at få økonomien til at række og ved også godt, at renoveringsefterslæbet også dækker over mange lige så presserende ting som indeklimaet.

Men samfundet Danmark må da have interesse i, – også i forhold til fremtidige skatteindtægter –  at vores unge udnytter deres potentiale optimalt. At de, der har potentiale til at blive håndværker, får høje nok karakterer til at gå på teknisk skole, og at ham, der har evnerne til at blive professor ikke får en fremtid som butiksassistent.

Der er masser af muligheder for at lave smarte, energibesparende indeklimatiltag i dag, og vi vil selvfølgelig opfordre til, at vi udnytter teknologiens muligheder.

Gøres det rigtigt og med den rette rådgivning, vil alle danske skoler kunne etablere gode ventilationsanlæg uden at øge varmeregningen og med et minimum af øget elforbrug og vedligehold.

Gevinsten vil være mere veloplagte elever, der vil optage indlæringen meget bedre end i dag – så vi ikke taber en stor del af potentialerne for vækst og viden. At et dårligt indeklima giver dårlig indlæring er derimod ikke nogen ny viden.

 

 
Kommentarer

Ingen kommentarer endnu.

Skriv en kommentar