Bæredygtig ejendomsdrift med brug af sociale medier

Af: Helene Hjort Knudsen, Arkitekt MAA, forskningsassistent DTU Management

Bæredygtig ejendomsdrift med brug af sociale medier
Ny forskning viser, at det er brugerne, der afgør, om energirenoveringen bliver en succes. Energiforbruget varierer med en faktor 2-3 som følge af beboernes adfærd (1). Derfor opnår bygherren sjældent de forventede energibesparelser efter en energirenovering.  Når målet er at opnå energibesparelser og et godt indeklima, bliver det næste store spørgsmål på den baggrund: Hvordan kan bygherren i processen før, under og ikke mindst efter energirenoveringen understøtte beboernes bæredygtige brug af boligen.

Vi er på DTU Management Engineering i færd med at undersøge potentialet for, om nye sociale medier kan understøtte bæredygtig ejendomsdrift. Vores undersøgelse viser, at brugen af sociale medier kan give ejendomsdriften viden om, hvilke problemer beboerne oplever i deres bolig og boligområde. Hvad optager dem? Hvad ønsker de ændret?

Driften får også viden om, hvad beboerne interesserer sig for, når det handler om energi og miljø. Derfor rejser vi spørgsmålet: Kan ejendomsdriften bruge sociale medier proaktivt til at dele viden om bæredygtig brug af boligen?

Socialmedianetwork

App’s og virtuelle Communities
DEAS har udviklet App’en ”DEAS 24-7” som giver beboerne mulighed for på en enkel måde at sende fotos af fejl og mangler i boligen og boligområdet ind til ejendomsdriften. Med KABs “Min Bolig App” kan beboerne udover dialogen med driften oprette profiler og dele opslag på en væg, der er fælles for andre beboere i boligområdet.

Andre boligbebyggelser deler egentlige ”virtuelle communities”, hvor alle beboere er repræsenterede med en profil. Nogle anvender Facebook-grupper, og andre anvender løsninger, som er ukommercielle og bygget til boligområdet. Her blomstrer undersider med aktivitetsgrupper som f.eks. Pilates, madklubber eller mødregrupper. Bestyrelsen, driften og administrationen er repræsenterede på platformen, profilerne er åbne og alle beboere kan se alle opslag på den fælles væg med kalender, grupper mv. Endelig er der også de mere traditionelle webløsninger, der udvides med social-media features, der giver mulighed for profiler, fælles væg til debatter, kalender med aktiviteter mv.

Bæredygtig ejendomsdrift med sociale medier
Det interessante er, at beboerne også bruger de virtuelle communities til at dele viden om energiforbrug, indeklima og drift af boligen. Hvad må komme i skakten? Hvordan læser jeg varmeregnskabet? Er der nogen, der kender en god maler? Det er ikke derfor, beboerne bruger mediet, men det bruges mediet også til.

Den virtuelle platform bliver bærer af en søgbar historik om boligområdet, hvor nye beboere kan læse tidligere debatter eller gå på opdagelse i naboernes profiler. Hvad har naboen udtalt sig om? Hvilke ressourcer byder han eller hun ind med? Nye beboere kan lære af gamle beboere.  Beboerne deler viden om det, der interesserer dem.

Ejendomsdriften er nøglepersoner
I almene boligområder, private ejerforeninger og andelsforeninger er der ofte en lokal varmemester eller vicevært, som har et indgående kendskab til beboerne. Han møder beboerne, når han slår græs, og han besøger dem i boligen, når noget skal fixes. I vores undersøgelse giver boligorganisationerne udtryk for, at ejendomsfunktionærerne yder en udstrakt service.  Der er tid til den personlige samtale og til et besøg i boligen, når der er behov for det.  Derfor er det oplagt at tage udgangspunkt i den tætte relation, der er imellem den lokale ejendomsdrift og beboerne, hvis målet er at øge beboernes viden om bæredygtig brug af boligen.

Ikke alle bruger sociale medier
I tre boligområder i Ørestad, hvor alle beboere er oprettet som medlem af boligområdets virtuelle community, har 83% af boligerne været logget på inden for den seneste måned og 62% inden for den seneste uge. Beboerne modtager desuden mails i indbakken, når bestyrelsen eller administrationen har lagt nyt på siden, eller hvis der er nyt i den gruppe de er medlem af. Forskning i virtuelle communities viser, at der udover aktive brugere, der lægger indhold ind på siden og deltager i debatterne, også er en stor gruppe aktive læsere, som ikke deltager aktivt online, men læser og følger debatten og fortæller andre om hvad der tales om, når man mødes offline (2).

En del ældre borgere foretrækker imidlertid andre medier end de sociale. Bygherreforeningens undersøgelse ”Energirenovering for Lejere” fra 2012, viser, at ca. halvdelen af lejerne ønsker at modtage information via elektroniske medier og at 25% af beboerne foretrækker at få et brev. Driften skal være opmærksom på, at sociale medier ikke kan stå alene. Der er stadig behov for fysiske møder og mere enkle former for kommunikation.

Med støtte fra Grundejernes Investeringsfond udarbejder CFM ved DTU Management Engineering projektet ”Ejendomsdrift og brug af sociale medier”, om private og almene boligadministrationers anvendelse af sociale og interaktive medier i administrationen og ejendomsdriften. Rapporten vil blive publiceret online inden årsskiftet.
Der arbejdes på at udvikle et Ph.D.-projekt jf. nedenstående artikel. Kontakt: Helene Hjort Knudsen: hhknud@dtu.dk.

Artikel: “The use of social media for improving energy and building operation

Center for Facilities Management ved DTU Management, CFM

Climate Change and Sustainable Development ved DTU Management

(1) Gram-Hanssen K.:”Efficient technologies or user behavior, which is the more important when reducing
households’ energy consumption?”; Energy Efficiency 6;p. 447-457, 2013.

(2) Lipschultz, Jeremy H.: Social Media Communication, concepts practices, data, law and ethics, Routledge 2015

 

 

 
Kommentarer

Spændende læsning

Skriv en kommentar