3 gode råd til at få støtte til dit renoveringsprojekt!

Københavns Kommune støtter hvert år trængende ejendomme, der står over for renovering og energioptimering. Det gør vi fordi det er vigtigt for København, at byens ejendomme bliver både tidssvarende og fremtidssikrede og kan bidrage til at beboernes boligkvalitet forbedres, så københavnerne bliver boende i byen.

Af Enhedschef i Område- og Byfornyelse, Jan Salling Kristensen og
Arkitekt og teamkoordinator i bygningsfornyelsen, Marie Juul Baumann, Københavns Kommune.



1. februar er der ansøgningsfrist
til at søge støtte hos bygningsfornyelsen. Så vi vil gerne opfordre til, at hvis du som bygningsejer har gjort dig tanker om at renovere din ejendom, så kig lidt nærmere på, om byfornyelse er noget for dig? – for du kan stadig nå at være med blandt ansøgerne i år.

Der er fortsat mange ejendomme i København, der har boliger uden eget toilet, eget bad og uden fjernvarme. Det er ikke tidssvarende for en storby som København i 2018. Derfor prioriteres disse ejendomme, når ansøgningerne udvælges. Derudover er der jo store dagsordener og visioner for Københavns udvikling – CO2 neutral, klimatilpasning og bæredygtighed – det er derfor naturlige fokusområder i alle byfornyelsessager, hvor renovering og energioptimering går hånd i hånd, og ejendommene som udgangspunkt altid reducerer deres energibehov med 20 %.

Vi har også stort fokus på støjreducering, da for meget trafikstøj i boligen kan være både sundhedsskadelig og til stor gene i københavnernes hverdag.

Det er blevet væsentligt nemmere for dig som bygningsejer at søge. Det du skal huske er:

  • At søge senest d. 1. februar gennem vores byfornyelsesportal kk.dk/byfornyelse
  • At skrive på ansøgningen, om der er installationsmangler, I ønsker skal laves.
  • At overveje hvilke energitiltag og evt. demonstrationsværdier, der kunne indgå i jeres projekt.

En første ansøgning er uforpligtende, og bruges til at starte en dialog med jer. Formålet er naturligvis, at vi sammen afklarer jeres muligheder for støtte, og sammen ser på hvordan det bedste projekt for jeres ejendom ser ud, uden at I har investeret en masse ressourcer.

Som privat udlejer, betyder byfornyelsesstøtte tilskud på:

  • 70 % støtte til støtteberettigede vedligeholdelsesarbejder
  • Støtte til lejernes huslejestigning i op til 10 år
  • Derudover kan vi genhuse jeres beboere, mens der etableres toilet i deres bolig.

Puljen kan også søges af andels- og ejerforeninger, der kan opnå mellem 1/3 og ¼ i støtte. Vi håber, I vil klikke ind på vores hjemmeside og se, om byfornyelsesstøtte skulle være noget for jer.

 
Kommentarer

Ingen kommentarer endnu.

Skriv en kommentar